Den 11. udgave af anæstesisygepleje-symposiet på Rigshospitalet samlede igen over 150 engagerede anæstesisygeplejesker og eksperter for at dele den nyeste viden og praksis inden for anæstesisygeplejespecialet. Samtidig var der mødt en masse repræsentanter fra medicinalindustrien frem for at vise deres nyeste produkter på området. Dagen summede af faglighed, nysgerrighed og networking på tværs af hospitaler og landsdele.
Vejen mod individualiseret perioperativ smertebehandling: Resultater fra OPI•AID’s spørgeskema og øvrige projekter
Vejen mod individualiseret perioperative smertebehandling var første tema på dagen ved Afdelingslæge Anders Peder Højer Karlsen, der præsenterede OPIAID algoritmen, der for den enkelte patient skal prædiktere den intraoperative afslutningsvise opioiddosis. Dette for at optimere det bedste forløb for patienten i timerne efter operation. OPIAID algoritmen fungerer som et værktøj, der anvender data og statistiske metoder eller algoritmer til at forudse et specifikt udfald. Samlet set belyser det en behandlingsvariation, for en ensartet patientpopulation, om hvad opioidbehovet kan være i det enkelte specifikke patientforløb.
Afbrydelsens skadevirkning på patientsikkerheden og anæstesisygeplejerskens handlemuligheder
Pernille Lundén, Nykøbing F, oplæg om afbrydelsernes skadevirkning på patientsikkerheden, med operationsstuen som genstandsfelt, var inspirerende og tankevækkende. Flere faktorer blev belyst som betydende, heriblandt induktionen, som er præget af hyppige afbrydelser og at erfaringsniveauet spiller en rolle i graden af betydning af afbrydelsen. Problematikken er genkendelige i den kliniske hverdag og hvis der er fokus herpå, kan afbrydelsernes skadevirkning nedbringes til gavn for patientsikkerheden. Take home message er, at afbrydelser er et problem, de kan nedbringes og du kan gøre det fra i morgen.
Pernille Lundén’s fund fra hendes afsluttende opgave i Anæstesiologisk sygepleje udkommer som en artikel her på PEEPtalk.
Team tjek-ud
”Team tjek ud” ved traume og akut kald var opstået efter en undren fra Paw Østergaard Bak og Cecilie Selchau, HOC, RH, der i deres kliniske hverdag oplevede manglende systematisk opfølgning på hændelser, og dermed risiko for akkumulation og mangel på restitution. Ønsket var en højere grad af kollegial støtte: at vi ser hinanden – frem for individuel håndtering. Koncepterne til at håndtere muligt belastende situationen er der, men i hverdagen var der flere kulturelle og strukturelle udfordringer. Der blev nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe med alle aktører i det akutte team og med inspiration fra sammenlignelige faggrupper blev der igangsat et tværfagligt projekt, med udarbejdelse af ” team tjek ud”- hvor traume leder afrunder hver kald med en kort seance, hvor den enkelte kan blive hørt.
Patienter og pårørendes behov i forbindelse med anæstesi
– et oplæg om anæstesi til patienter i kræftpakkeforløb, samt om pårørendes betydning for patienter der gennemgår anæstesi
Tine Nors, uddannelsesansvarlig anæstesisygeplejerske, MKS, Regionshospitalet Randers, holdt et oplæg baseret på hendes kvalitative masterprojekt projekt ”Anæstesisygepleje – en betydningsfuld del af kræftpakken”. Fundene viste, at pårørende er lige så nervøse og sårbare som patienterne, de er forskellige og har forskellige behov. De pårørende har brug for skriftlig, mundtlig og visuel information INDEN de står på hospitalet. Ligeledes ønsker de, at deres deltagelse bliver accepteret. Endvidere viste fundene, at de pårørende har risiko for at blive syge, hvis de ikke lytter til egne behov og får pauser. Patienterne oplever, at de pårørende er deres vigtigste medspiller – faktisk er dé de eneste gennemgående igennem patientens forløb. Patienterne ønsker ofte, at passe på de pårørende og sørge for at de føler sig godt tilpas, når de er med i det perioperative forløb. Det skal være ligeså ok at tilvælge, som at fravælge en pårørende – helt og i dele af forløbet.
Tine Nors artikler præsenteres i en senere artikel her på PEEPtalk.
Opsummering
Symposiet var en tydelig påmindelse om, hvordan faglighed, ordentlighed og engagement fortsat er de bærende søjler i anæstesisygeplejen, også i en fremtid, hvor kunstig intelligens spiller en større rolle. AI kan styrke vores arbejde gennem forbedret patientmonitorering, præcise beslutningsstøttesystemer og automatiserede løsninger – men det er stadig vores menneskelige omsorg, der gør forskellen. Deltagerne gik derfra med ny inspiration og styrket fællesskabsfølelse, klar til at bringe deres erfaringer og viden tilbage til hverdagen, hvor omsorg for både patienter og hinanden er nøglen til at skabe de bedste resultater.
Med denne fælles indsats står det klart, at fremtidens anæstesisygepleje ikke blot handler om tekniske færdigheder, men også om at holde fast i de menneskelige værdier, der binder os sammen.
Artiklen er skrevet af:
Diana Buskov, leder for specialuddannelsen i Anæstesiologisk sygepleje på Rigshospitalet. Mail: Diana.Buskov@Regionh.dk
i samarbejde med:
Faglig redaktør Carsten M. Pedersen
Del artiklen:
Carsten Pedersen
Faglig redaktør
Draabe-nyt.dk skal udvikles til en anerkendt platform, hvor vi indenfor specialerne anæstesi, intensiv og opvågning kan vidensdele faglige fortællinger, kvalitets- og forskningsresultater. Som Faglig Redaktør hjælper jeg med at kvalificere de indsendte forslag - så processen frem mod publicering bliver god. Du er velkommen til at kontakte mig for sparring og hjælp til at færdigøre din artikel. carsten.michel.pedersen@regionh.dk