Rekrutteringsudfordringer

Rekrutteringsudfordringer præger det danske sundhedsvæsen, hvor der er en betydelig mangel på sygeplejersker, og dette gør sig også gældende inden for intensivsygepleje. Dette skyldes ikke alene vanskeligheder med at tiltrække nyuddannede, men også behovet for at fastholde dem i faget gennem kompetenceudvikling og attraktive arbejdsvilkår.

I Danmark findes syv specialuddannelser for sygeplejersker, herunder intensivsygepleje, hvor der tidligere har været stor interesse. Dog har rekrutteringen til intensivspecialet været faldende de seneste år, hvilket har medført ændringer i adgangskravene for at imødekomme behovet. I 2017 blev kravet om to års klinisk erfaring uden for det intensive speciale ophævet, så nyuddannede sygeplejersker kunne ansættes direkte på intensivafdelingerne.

2 årig uddannelsesprogram

For at sikre en velstruktureret oplæring af nyuddannede sygeplejersker på intensivafdelinger blev der i 2022 udviklet et toårigt uddannelsesprogram på Sjællands Universitetshospital. Programmet bygger på teorier om praksisfællesskaber (Wenger), kompetenceudvikling (Benner) og læring (Illeris), hvor læringsbaner fra perifer til fuld deltagelse er centrale.

Der arbejdes bl.a. med Wengers teori om praksisfælleskaber.

 

 

 

 

Nyuddannede sygeplejersker oplever ofte usikkerhed i deres første ansættelse, hvilket kan påvirke deres faglige udvikling og trivsel.  Med et struktureret uddannelsesprogram understøttes en gradvis kompetenceopbygning for at imødekomme disse udfordringer.  Programmet kombinerer mentorordning, makkerpar og organisatorisk støtte for at fremme en gradvis kompetenceopbygning og en stærk fagprofessionel identitet. Gennem praksisnær læring, simulation, færdighedstræning, supervision og feedback understøttes psykologisk tryghed og social integration i praksisfællesskabet. Med afsæt i Wengers’ praksisfællesskaber, Benners’ kompetencemodel og Illeris’ læringsmodel danner programmet en model, der kan styrke rekruttering, læringskultur og kompetenceudvikling fremadrettet i lignende institutioner.

Læring fra perifer til fuld deltagelse: Rød: de erfarne prækursister. Orange: Mentorer/makker som sikrer kompetenceudvikling og støtte. Grøn: ny i prækursist rolle.

Siden projektets start er der blevet ansat 4 makkerpar i dette uddannelsesprogram (opgjort i september 2024), hvor en sygeplejerske fra det første makkerpar (anden er p.t. på barsel) starter på specialuddannelsen for intensivsygepleje i foråret 2025, og de næste starter i 2026.

Du kan læse hele artiklen via dette link