FSAIO Efterårskonference Kolding 2024

FSAIO’s efterårskonferencen 2024 havde fokus på den psykiatriske og sårbare patient i det somatiske hospital. Et emne der er stort politisk fokus på med den nye sundhedsreform, hvor der bl.a. skal ske en sammenlægning af det psykiatriske og somatiske hospital.

Dagens indlæg berørte os og gav os helt sikkert en dybere forståelse for de psykiatriske patienter, vi møder i somatikken. Men den gav også input til refleksioner om, hvordan vi kan gøre mødet med den psykiatriske patient i somatikken bedre – uden stigmatisering og bedreviden om deres handlemønster.

Psykisk syg i somatikken:

Julie Mackenhauer Ph.D. og speciallæge i samfundsmedicin,  Aalborg Universitetshospital ??skitserede, hvordan patienter med moderat til svær psykisk sygdom generelt får senere behandling for deres somatiske sygdom, end psykisk raske patienter.

De ringer senere til 112 og når de gør, bliver de oftere afsluttet over telefonen. De lever ofte alene og opdager symptomer på somatisk sygdom senere. Disse faktorer medfører senere diagnosticering, senere operation og senere postoperativ mobilisering.

 

 

 

Der er særligt 4 faldgruber, man skal være opmærksom på i mødet med den psykisk syge patient i somatikken.

• Ung alder – tidligere debut af somatisk sygdom, når man har en psykisk sygdom
• Atypiske symptomer
• Diagnostisk overskygning “overshadowing” – automatisk tilskrives symptomer den psykiske sygdom
• Ambivalens og samtykke
• Følelsen af afmagt
• “En af os” er en afstigmatiseringsindsats – https://www.sst.dk/da/en-af-os/Om-os

  • Formålet med Landsindsatsen EN AF OS er at afstigmatisere psykisk lidelse i Danmark – altså slut med diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft psykisk lidelse. Alle er, og skal føle sig som EN AF OS. EN AF OS er på nationalt niveau forankret i Sundhedsstyrelsen og på regionalt niveau i PsykInfo.

Julie bad os huske på, at sundhedsloven foreskriver “øjeblikkelig behandling” – det gør vi hver dag på traumestuen med psykisk raske patienter – uden brug af den psykiatriske lovgivning, så måske vi ikke altid behøver at ty til tvangsbehandling.

Omvendt er det uhyre vigtigt, at hvis vi behandler folk imod deres vilje, skal vi i det mindste behandle dem ordentligt. Hvis man mødes med respekt, går man måske også derfra med større respekt for sig selv. De selvskader for at mærke livet og mødes med modstand – og bekræftes måske i, at de ikke er noget værd – de har brug for omsorg. Vær i stedet ærlig og tal om din egen utilstrækkelighed. Og sig måske bare: “Hvor er jeg ked af at du kommer igen”.

 

Sygepleje i relation med den selvskadende patient:

v/Gitte Strunge specialsygeplejerske i psykiatrisk sygepleje

Gitte pointerede at selvskade ofte er med intentionen om at reparere noget indeni – ikke en intention om at dø, som det er tilfældet ved selvmord.

Man arbejder med 4 forskellige kategorier af selvskade:

• Direkte selvskade: direkte, påført med vilje, socialt uacceptabelt, uden intention om selvmord
• Indirekte selvskade: risikoadfærd, misbrug, spiseforstyrrelse
• By proxy: gennem en anden person, opsøger konflikter, swinger/sex/prostitution, sociale medier
• Digital: hemmelige netværk, priv – døde pigers dagbog, bogen “jeg dør på fredag”

I arbejdet med den selvskadende patient, anvender man følgende begreb: Personlig recovery: CHIME

• C: connectedness (forbundethed)
• H: håb og fremtidsoptmisme
• I: (positiv) Identitet
• M: Meningsfuldhed
• E: Empowerment

Region Sjælland har udviklet en app SAFE, som er rettet mod patienter, pårørende og fagpersonale. Læs mere her

 

En selvskadende patient:

v/Laura Vilde Bilstrup

Laura fortalte modigt og medrivende sin historie som psykiatrisk patient med en lang historik med selvskade. Hun fortalte om, hvordan hun blev en del af et netværk, et fællesskab bl.a. på de sociale medier, i det hun kaldte “Ana-grupper” (anoreksi) og “Priv-grupper” (alle psykiske lidelser) hvor selvskade og selvmordsforsøg bliver “normaliseret” og en del af hverdagen.

Selvskaden gav hende bl.a. følelsen af et fællesskab og adgangsbillet til at få hjælp. Det har dog været meget forskelligt, hvordan hun har fået hjælp. Hun beskriver både den gode og den dårlige behandling.

• Den gode:
  • Nysgerrig, åben og lyttende
  • Tålmodighed
  • Accepter egne begrænsninger
  • Forsøg ikke at forstå handlingerne, men accepter dem
  • Omsorg
  • Snak respektfuldt til og om patienten
    • De hører meget mere, end vi selv tror.
• Den dårlige:
  • Somatiske symptomer tilskrives bl.a. angst, vrangforestillinger osv.
  • Nedprioritering af selvskadende patienter, fx på OP programmet
  • Mangelfulde journalnotater
  • Unødig tvang
  • Forråelse og omsorgstræthed
  • Stigmatisering og fordomme

I dag har hun en POP – problemorienteret plan, som alle kan tilgå og dermed kender alle aftalen for hendes forløb, når hun indlægges. Dette har givet hende forudsigelighed og færre konflikter. Der er nu ikke brug for hverken tvang eller psyk, og Laura har både drømme og planer for fremtiden.

 

Voksne med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd

v/Maria Røgeskov, Sociolog, VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd)

Maria gav os et indblik i en undersøgelse, som havde afdækket de metoder og praksis, som kunne være med til at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd hos voksne med udviklingshæmning.

Når de har en udadreagerende adfærd, kan det skyldes manglende behovstilfredsstillelse (mad, tryghed) eller det kan være en stress belastning af situationen, hvor patienten måske forsøger at trække sig. Eller det kan være personalets manglende viden og evt. negative interaktion, der påvirker patienten negativt. Det kan f.eks. være personalets frygt, kropssprog eller stemmeføring i situationen, som patienten opfatter som utrygt og reagerer på.

Andre ting, vi som fagpersoner skal være opmærksom på, er patientens baggrund, bl.a. hvilke trigger punkter har patienten. Disse patienter er meget forskellige med hensyn til triggerpunkter f.eks. reaktion på lys/mørke, støj/stilhed, ro/angst, tale/tavshed.

Maria kom ind på nogle forebyggende tiltag, som vi som fagpersoner kan gøre. Det er bl.a., at vi får et kendskab til patientens baggrund, kognitive funktion og somatiske udfordringer. Herudover at vi kender deres triggerpunkter og tilpasser omgivelserne til dette.

Som fagperson er det også vigtigt, at vi tilpasser vores sprogbrug og udtryk til deres niveau, samt at vi ser en udadreagerende adfærd, som noget der opstår i situationen og reagerer med en ikke-konfronterende adfærd.

Et meget spændende oplæg og har du lyst til at læse om hele undersøgelsesrapporten kan du finde den på VIVE’s hjemmeside 

 

Afrusning og abstinensbehandling i sygehusregi

v. Socialsygeplejerske Lone Meier, Aabenraa Sygehus.

Der er ca. 280.000 social udsatte borgere i Danmark, flest mænd, heraf er ca. 50.000 med svært alkoholoverforbrug.

Lone er fast tilknyttet FAM (Fælles akut modtagelse) og har derfor mulighed for at blive inddraget ved deres indlæggelse. De fleste med alkoholoverforbrug kommer som selv-henvendere og fra misbrugscentre for afrusning. Men en del kommer ind pga. somatiske problematikker, og så er alkoholoverforbruget et sekundært problem. 15-20% af alle indlagte har et alkoholoverforbrug.

Abstinensbehandling skal opstartes på baggrund af screeninger straks efter indlæggelsen, da der 6-24 timer efter alkoholstop, kan fremkomme hyperaktiv tilstand i hjernen, som kan fremkalde fysiske og psykiske abstinenser. Det kan være kramper, delirium tremens og alkoholisk ketoacidose. Mortaliteten er op til 20%, hvis ikke der iværksættes behandling straks. Abstinenserne kan vare fra 3-7 dage.

Behandling af de fysiske abstinenser er klopoxid, og der skal gives så meget, at patienten ikke føler behov for et side-misbrug. Lones erfaring er at 100-150mg Klopoxid det første døgn kan dække behovet, og så reducere mængden de efterfølgende døgn. For at dække de psykiske abstinenser, som er meget svære at score, anbefaler Lone, at der gives Quetiapin.

Men relationen er vigtig i forbindelse med abstinensbehandling. Opbyg en relation til patienten for at få en udførlig anamnese og tænk skadesreducerende.

Nogle fungerer bedst på en promille (funktionspromille) – så for at få patienten igennem en somatisk behandling, kan et par øl måske være nødvendigt.

Ved udskrivelse skal der foreligge en nedtrapningsplan som varetages af misbrugscentrer eller hos gadesygeplejersker, som Lone har et meget tæt samarbejde med.

 

Sygepleje til patienter med spiseforstyrrelser

v. Sygeplejersker fra den mobile ernæringsenhed i region Syddanmark.

Et oplæg fra en enhed, som mange af os nok ikke vidste eksisterede. Men meget spændende oplæg fra tre sygeplejersker, som alle arbejder med patienter med spiseforstyrrelser.

Afsnittet hører under endokrinologisk afdeling på OUH (Odense universitetshospital), og har 7 sengepladser. Indlæggelses kriterier er bl.a. BMI<13, svære elektrolytforstyrrelser og myopati.

De arbejde ikke med selve spiseforstyrrelsen på afdelingen, men med at sikre vægtøgning hos anorektiske patienter, som har den højeste mortalitet indenfor spiseforstyrrelses-diagnoserne. Forskningen viser nemlig, at tidlig indsats med vægtøgning giver en bedre effekt af behandlingen af anoreksi. Ernæringsbehandlingen var 5 måltider i døgnet, efterfulgt af personale støttet hvile på 30-60 minutter.

Endvidere fortalte de om de udfordringer ernæringsindtag medfører f.eks. refeeding syndrom.

Patienternes outcome efter samlet behandling af anoreksi viste at 33% bliver raske, 33 % lever med anoreksi, men 33% er kronisk syge med behov for sundhedssystemet. Her var indsatsen Harm-reducende tilgang samt livskvalitets fremmende tilgang.

Sygeplejerskerne kom også ind på, hvordan plejen af anoreksi patienter kunne påvirke dem. For eksempel kan personalet få samme overdrevet fokus på kalorieindtag som patienterne. Endvidere er der risiko for at de kan blive “smittet” og bliver overoptaget af det somatiske og “glemmer” det psykiske – eller omvendt.