Hjem » FSAIO » En anæstesisygeplejerske og en sygeplejerske ansat på en anæstesiafdeling er ikke det samme
24. august 2022
En anæstesisygeplejerske og en sygeplejerske ansat på en anæstesiafdeling er ikke det samme
Udgivet på vegne af Fagligt selskab for anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejersker
Skrevet af: Dorte Soderberg, Afgående formand for FSAIO
For os, der har gennemgået en 2-årig specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje ud over vores sygeplejeuddannelse er der himmelvid forskel. Vi arbejder selvstændigt på delegeret ansvar fra anæstesilægen eller i overensstemmelse med afdelingens retningslinjer.
I løbet af specialuddannelsen gennemgår vi teoriforløb og kliniske praktikker, som klæder os på til at bedøve de dårligste patienter, varetage akutte opgaver på hospitalet og indgå i beredskabet.
Nu har Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner set skriften på væggen. Manglen på anæstesisygeplejersker er mærkbar på grund af afgang på pension eller ønske om et bedre lønnet job i Danmark eller i Norden.
Det får kreativiteten til at blomstre:
Anæstesikursister repræsenterer desuden i løbet af uddannelsen en arbejdskraftværdi, idet det at arbejde med stigende selvstændighed er en del af uddannelsen. Ved en evt. afkortning vil det være svært at forestille sig at anæstesikursister vil få mulighed for netop at træne dette og dermed blive uddannet med de kompetencer, som vi i dag forventer en anæstesisygeplejerske besidder.
Vi er blevet bekendt med, at man nogen steder i Danmark slår stillinger op som “sygeplejerske på en anæstesiafdeling”. Disse sygeplejersker skal ikke varetage selve anæstesierne, men have hjælpefunktioner som f.eks. rengøring, klargøring af operationsstuer, medicinhåndtering, medicinadministration og smertebehandling. Det er helt klart en aflastning af anæstesisygeplejersken at nogle varetager rengøring og fremstilling til bedøvelser, så man kan koncentrere sig om de patientnære opgaver, som man er kvalificeret til gennem specialuddannelsen. I Danmark mangler man sygeplejersker, så hvorfor ikke bruge tekniske serviceassistenter, som allerede nu varetager opgaverne på glimrende vis flere steder i landet?
Som fagligt selskab går vores bekymring blandt andet på, om man herved får A og B sygeplejersker på samme afdeling med risiko for glidende overgang.
De allerede eksisterende anæstesisygeplejersker vil blive pålagt endnu en pædagogisk opgave ved at oplære og supervisere en kollega, som ikke er teoretisk klædt på til opgaven. I forvejen deltager vi i den kliniske uddannelse af anæstesilæger, anæstesisygeplejersker under uddannelse og andre grupper i beredskabet. Tiden og opmærksomheden vil gå fra patienterne.
De, som ansættes som sygeplejersker på en anæstesiafdeling uden fornøden baggrund, kan nemt komme i situationer, hvor patientsikkerheden kompromitteres.
Manglen på specialuddannede sygeplejersker løses ikke ved at afkorte uddannelser, men ved at gøre det attraktivt at blive og forblive sygeplejersker.
Fagligt selskab for anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejersker, Odense 24.8.2022