FSAIO’s efterårsfagdag blev afholdt i Køge d. 31.10.2023 med temaet: Smertebehandling af den kroniske smertepatient. Emnet er yderst relevant, da hver 5. dansker er kronisk smertepatient og benytter sundhedsvæsenet meget mere end baggrundsbefolkningen. Endvidere relevant, da vi som personale møder de kroniske smertepatienter indenfor alle 3 specialer og alle oplever, at det er svært at dække deres akutte smerter.
Dagen startede med ledende overlæge ved OUH, Smertecenter Syd, Kristina T. Espersen med oplægget: Behandling af den kroniske smertepatient, med akutte smerter. Kristina skitserede nogle svar på, hvorfor det er så svært at smertedække de akutte smerter:
- Ved indlæggelse blev patienternes vanlige medicin pauseret
- Der manglede en individuel plan for smertedækning
- Der var måske ikke blevet afdækket nogle farmakologiske misbrugsproblematikker
- Dlinisk var der ingen tegn på smerter
- Manglende redskaber til at validere/score smerte – VAS fungerer ikke
Kristina fremhævede Paincare-teamet, Regionshospitalet i Silkeborg, som gennem flere år har arbejdet med at inddrage kroniske smertepatienter inden deres operation (se evt. FSAIOs Efterårsfagdag 2019 om smerter | Dråbe-Nyt (draabe-nyt.dk)
Kristina fortalte, at Smertecenter Syd’s tilgang til patienterne var en bio/psyko/social tilgang, som overfor patienterne blev kaldt Forklaringsmodellen – eller 3P modellen (se illustration). Patienterne blev bedt om at udfylde et skema med de 3 P’er: grundlæggende, udløsende og vedligeholdende faktorer, som var udgangspunkt for en samtale. Endvidere blev afdækket, om patienten havde et overaktivt smertesystem.
For at smertedække akutte smerter hos den kroniske smertepatient kræver det, at behandler tror på patienten – det kan ikke diskuteres, hvor ondt de har. PN-doser er individuelle og skal beregnes ud fra den enkelte patients vanlige dosis. Vær opmærksom på at abstinenser også giver smerter – og dermed øges smerteintensiteten.
Mange smertepatienter har dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, og i deres afmagt over ikke at blive troet på og smertedækket kan de vise vrede – og måske det også dækker over deres sårbarhed.
Næste oplægsholder var Kasper Vamdrup-Andersen, HU-læge i anæstesi Sygehus Sønderjylland, med emnet: Fokus på postoperativ smertebehandling af den kroniske smertepatient indlagt på Intensiv.
Selvom intensive patienter er svære at smertescore, da de kan være sederet, i respiratorbehandling og har høj katabolisme, er det meget vigtig at have en systematisk smertescoring.
Der findes flere forskellige redskaber til at smertescore (NRS/VAS, BPS og CPOT), hvor CPOT tidligere er valideret på dansk. Kasper viste et flowchart, som kan være en måde at få afdækket smerter hos den intensive patient.
https://link.springer.com/article/10.1007/s00134-022-06807-w
Kasper opfordrede til at sætte realistiske mål for smertebehandlingen, genoptag vanlig smertebehandling så tidligt som muligt og tilstræb multimodal smertebehandling. Endvidere at være ærlig overfor patienten da vi ikke kan kurere de kroniske smerter, men vi kan reducere de akutte.
Der findes flere måder at smertedække på. Farmakologiske f.eks. opioider, non- opioider, adjuvanter (f.eks. Dexdor), regional analgesi (f.eks. blok, EPI) og også nonfarmakolgiske: massage, akupunktur, søvn og musik.
Kasper fortalte også om Ketamin og effekten på akutte smerter. Måske et stof der i mindre doser skal medtænkes i den farmakologiske behandling af akutte smerter?
Sidste del af arrangementet var dels et oplæg fra Nina Bache, oversygeplejerske på Tværfaglig Smertecenter Sjællands Universitetshospital, Køge og en fortælling fra en kronisk smertepatient.
Nina viste nogle udsagn fra patienter, som smertecenteret har været i kontakt med – udsagn som vi alle kunne nikke genkendende til.
Ca. 1,2 millioner danskere over 16 år har kroniske smerter, og det fordeler sig bredt på tværs af køn, alder og baggrund – dog ser det ud til at være en stigende andel blandt ældre. Mange af patienterne har fået forskellige funktionelle lidelser diagnosticeret pga. deres smerter.
En del patienter har fået kroniske smerter efter en operation – en risiko mange patienter ikke er klar over, før de siger ja til en operation. Derfor kan det være lidt tankevækkende, at antallet af operationer er stigende.
Mange patienter udskrives med opioid, som er den korrekte smertebehandling på den korte bane. Men sygehusets smertebehandling fortsætter og bliver en standardbehandling udenfor sygehuset, hvilket er med til at skabe en afhængighed – og manglende virkning – på længere sigt.
“Så hurtig op i opioid dosis og hurtig ned igen og vi skal huske at informere patienterne om det er kortvarig behandling, at de under udtrapning vil opleve smerter, men at de kan håndteres” præciserede Nina Bache.
Herefter en personlig fortælling fra en patient, som blev sat i opioidbehandling pga. akutte smerter og det blev starten på et misbrug, der varede flere år. En meget gribende fortælling – også om de sociale og personlige omkostninger misbruget havde givet.