Susanne Born Christensen, kursusleder og anæstesisygeplejerske i børneanæstesi ved JMC-RH bød velkommen til Børnesymposiet. Forud for det faglige program præsenterede lægelig Seniorprojektchef Thomas Leth Frandsen, hvordan leg er tænkt ind i det nye børnehospital ved Rigshospitalet – Mary Elisabeths Hospital.

Gennem dagen blev vi, med forskellige oplægsholdere, udfordret med øvelser der gav inspiration og træning til, gennem leg, at nå ind til de børn vi møder i vores praksis.  

Ditte Winther-Lindqvist, lektor i udviklingspsykologi fortalte om Legens potentialer, når børn er indlagt. Hun har skrevet bøgerne ”Kort og godt om leg” og ”Omsorg i pædagogisk arbejde”, den sidste med udgangspunkt i Løgstrup og Kari Martinsen. Hun fortalte om legens betydning i de overgange man gennemgår i livet, om definitioner på leg og om leg set som fænomen. En legende tilgang i livet, er en måde at knytte forbindelse, til “dem under 1 meter”, som hun udtrykte det. Leg giver såvel kognitiv og sproglig udvikling som social og kulturel udvikling. Vi udvikler fantasi og kreativitet gennem leg – vi er ikke født sådan. Ditte Winther-Lindqvist påpeger, at leg savner status fagligt og modstilles ofte med ex. overblik, ansvar, effektivitet og løsning af problemer. 

Den legende professionalisme – leg, bevægelse og kropslig kommunikation på hospitalet – blev præsenteret af Legeheltene med Nikoline Stig Christensen i spidsen. Dette oplæg bød på en form for inspirationslegeland med konkrete ideer til, hvordan man kan afdramatisere mange af vores remedier og omgivelser og på den måde forberede barnet på den procedure der skal foregå. 

Inspiration til afdramatisering:
  • Måle muskler (staseslange og BT-manchet)
  • ”Verdens mindste vaskeklud” (spritswabs)
  • Droppet er en vandpistol
  • Termometer er en pistol, hvor du kan skyde plastikdutten afsted
  • Sat-måler er et pc-spil – ”nå 100 point”, ”kærestemåler”, ”f… finger måler”
  • Ventilationsballon – ”pust manden op – men pas på han ikke springer” (der er tegnet en mand med sprittusch på ballonen)
  • Handskerne – ballondyr
  • CT + MR – rumraket
  • Lav procedurer på forældre/bamser
  • Gør det visuelt – brug evt. demokasser  App’s – ”Playpedia”, ”Mit følgedyr”
  • Bed barnet om hjælp (evt. til at pakke ud og spritte af)
  • Hav rekvisitter i lommen til at skabe nysgerrighed
  • Konkurrencer mellem dig og barnet, inddrag gerne forældre
  • Tørresnor med lege/sange sat på, som barnet kan vælge fra
  • Vejen til op kan leges – ex. Jorden er giftig eller balancere med en skumklud eller andet på hovedet
  • Skyd med laser (lommelygten) 

Bo Stjerne Thomsen, Chair of Learning through Play og  og Dorthe Fevelle Kjerkegaard, Play & Health specialist, begge fra LEGO Foundation, fortalte om legens betydning for den menneskelige udvikling. Vi blev selv sat i gang med forskellige øvelser med legoklodser og jeg kan varmt anbefale, at I ser nærmere på følgende links til inspiration til helt simpelt at skabe relation til barnet.

Repræsentanter fra de Danske Hospitalsklovne, Janne Koefoed Jørgensen og Lykke Scheuer gav et underholdende og legende kig ind i deres hverdag. De præsenterede deres “klovnefilosofi”, som de slet ikke selv var klar over de havde og det gav bestemt inspiration til både at bruge klovnene, men også til at bruge deres metoder. Vi skal huske, at vi behøver at ikke være som klovnene, men gerne må samarbejde med dem. Klovnene giver gerne en god leg videre til plejepersonalet, hvis de har fundet en vej ind til barnet. Vi må også gerne sige fra, forsøge at dreje legen i en bestemt retning eller sende klovnene væk, hvis vi vurderer, at der er behov for dette.

 

Dagen sluttede, med et virtuelt oplæg af Dr. Leora Kuttner, Clinical Professor ved University of Columbia: How hypnosis empowers children to cope with invasive medical procedures. Efter oplægget kom hun på online, direkte fra Vancoover og vi havde alle mulighed for at stille spørgsmål til hendes præsentation.

Leora Kuttner

Vi udfører alle en form for hypnose, når vi forsøger at forme ideer og tanker hos vores små patienter. F.eks. når vi puster på knæet og siger at nu bliver det bedre; eller når vi går med på fortællingen om, at et lille prinsesseplaster virker. Budskabet i dette oplæg var, at målet er ikke at fjerne ubehaget for barnet, men at lære barnet at håndtere det, at “cope” og det giver en sejr for barnet, som kan bruges senere i lignende situationer.

Det er vigtigt, at bruge positive ord i tilgangen til barnet, f.eks. armen der er bedøvet – ”den er træt og komfortabel, den vil bare gerne ligge der og mens den ligger der og du er afslappet og komfortabel…”.  Eller der hvor Emla har siddet på: “kan du mærke at huden føles som en stor lækker skumfidus…”? Lyv ikke for barnet, men fortæl det noget det kan forholde sig til. Giv evt. barnet en opgave at koncentrere sig om, en opgave de skal hjælpe dig med, mens proceduren foregår. Det kan enten være at pakke noget ud, at assistere dig, holde et eller andet, eller det kan være opgaver med fokus væk fra proceduren: kram det dårlige ind i din bamse eller pust alt det dårlige væk (her beder du barnet puste i en vindmølle eller puste sæbebobler mens proceduren udføres). 

Med den positive tilgang kan du, når du spørger til smerter også spørge, hvor er den IKKE? Skab fokus på, at det område der gør ondt, skal vi have til at blive mindre og bed barnet fortælle, når det er blevet mindre. På den måde skaber du en forventning om bedring hos barnet. Børn som har haft en dårlig oplevelse tidligere, kan være svære at nå ind til. Sig til barnet (og forældrene) ”Jeg er ked af at du/I har haft en dårlig oplevelse – jeg vil gerne forsøge at gøre det bedre” og spørg dem ”Hvad kunne gøre det bedre eller nemmere for dig/jer?”. Samtidig kan det have stor betydning at spørge barnet “Må jeg gerne bare være her sammen med dig og vente på at det bliver bedre”? Det giver barnet medbestemmelse og en følelse af kontrol samt overbevisning om, AT det faktisk bliver bedre på et tidspunkt. 

Alt i alt var det en utrolig sjov, inspirerende, motiverende og hyggelig dag på Rigshospitalet, hvor der blev sat fokus på legens berettigelse i vores kliniske praksis med børn.

Tak for muligheden for deltagelse! 

Skrevet af Ansvarshavende Redaktør Louise Linding