Udrykningssygeplejerske til organdonationer

Skrevet af: Iben Tousgaard, Faglig redaktør i PEEPtalk og Mie Munk, Udryknings- og Intensivsygeplejerske, Neurointensiv 6021, Rigshospitalet.

Baggrund: Som sygeplejerske på en intensiv afdeling uden neurospeciale forekommer organdonationsforløb ikke ret ofte. Dette kan medføre, at de nødvendige kompetencer og erfaringer, som forudsættes, ikke altid er tilstede for at skabe det bedst mulige forløb. Udrykningssygeplejersker kan med deres erfaring være et skridt foran i forløbet, og på den måde forhindre tilstanden i at forværres – i værste fald i sådan en grad at organerne risikere at går tabt. Hvis ikke de tilfredsstillende mål for organerne opretholdes det vil sige tilstrækkeligt blodtryk, saturation og diurese, vil organerne ikke kunne anvendes til transplantation. Herudover kan der være nogle usikkerheder blandt det faste personale, med hensyn til jura og protokoller.

Udrykningssygeplejersken:

En udrykningssygeplejerske er en intensivsygeplejerske med specielle kompetencer, uddannelse og erfaring inden for organdonation. Udrykningssygeplejersken rykker ud på det lokalhospital hvorpå donorpatienten måtte ligge. Her vil sygeplejersken hjælpe de læger og sygeplejersker, som står for behandling og pleje af patienten, med at håndtere de udfordringer der måtte være hos patient eller pårørende. Er de pårørende for eksempel usikre på forløbet, kan der gives svar på deres spørgsmål. Er patienten ustabil, sættes ind med henblik på at opnå optimal perfusion af organerne.

I forbindelse med organtransplantation findes en kasse med alt relevant materiale.

En udrykningssygeplejerske er en hjælp til det faste personale, men forløbet overtages ikke. Udrykningssygeplejersken deltager i de sygeplejefaglige opgaver i donationsforløbet, donorpleje og -behandling samt i forberedelsen og gennemførelsen af de formelle samtaler om hjernedød og organdonation, og i de uformelle samtaler med de pårørende om organdonation. Udrykningssygeplejersken aftaler med afdelingens personale, hvordan der skal samarbejdes om opgaverne (3).

Interview med Mie Munk, udrykningssygeplejerske

Mie Munk er udrykningssygeplejerske på Rigshospitalet.

Hvor længe har du været udrykningssygeplejerske?

Jeg har været udrykningssygeplejerske i ca. 4,5 år og sygeplejerske i ca. 10,5 år, hvoraf jeg de sidste 7,5 år har arbejdet på neurointensiv.

Hvor mange gange har du været “rykket ud”?

Jeg har rykket ud fra egen afdeling ca. 7 gange. Jeg har ikke tal på hvor mange forløb jeg har haft i egen afdeling.

Hvad har været din største/bedste/sværeste oplevelse?

Det er svært at beskrive den største oplevelse. Hvert donationsforløb gør et stort indtryk på mig; både de pårørende men også det, at være en del af noget så stort, som potentielt kan hjælpe rigtig mange mennesker, hvilket også er det bedste ved det hele.

Det sværeste forløb, var et forløb hvor jeg kunne identificere mig med de pårørende. Patientens døtre var på samme alder som mig og min søster, og jeg havde stor medfølelse med dem, og jeg var hos dem i mange timer gennem forløbet.

Et donationsforløb er altid urolig trist, men også utrolig fint, og det er det fine jeg vælger at tage med mig videre.

Kan du komme med et eksempel på et spørgsmål som de pårørende stiller?

“Hvornår og hvordan?” Det er dét de pårørende oftest spørger om.

Hvornår bliver der lavet undersøgelser, hvornår foretages operationen, og hvordan foregår det hele?

Meget få mennesker ved, hvordan et organdonationsforløb foregår, og de fleste har derfor rigtig mange spørgsmål til netop det – hvilket er helt naturligt.

Et organdonationsforløb er ofte meget komprimeret, da man skal handle når patienten kan erklæres hjernedød. Når man hjernedør går kroppen til i løbet af få dage, også til trods for maksimal behandling med medicin og respirator og alt andet udstyr der findes på en intensiv afdeling. Dog gør vi meget ud af, at der skal være god tid, så de pårørende kan være hos patienten og tage den afsked som de har lyst til, og brug for.

Afskeden er også noget de pårørende har mange spørgsmål til. Hvordan skal man tage afsked, og hvornår skal man tage afsked?.

Det er meget individuelt hvad vi som mennesker har brug for, når vi skal tage afsked med en som står os nær. Nogle har brug for en ceremoni, f.eks. ved en præst eller imam, nogle vil gerne have taget billeder, håndaftryk, en hårlok eller andet som hjælper dem til at mindes, nogle vil gerne synge, nogle vil gerne være stille. Andre har brug for en kort afsked, da de synes det er rigtig svært – både at befinde sig på en intensiv, men også at sidde hos en som er hjernedød og derfor ikke reagerer på tale eller berøring. Alle pårørende er forskellige, og hvert forløb er derfor forskelligt, og vi gør alt hvad vi kan, for at imødekomme de pårørendes ønsker, så de får den afsked der passer til deres families behov.

Et stort spørgsmål er også hvilke organer der kan anvendes til transplantation. For det meste afklares organpotentialet relativt hurtigt, så vi ved hvilke organer der kan anvendes, og vi derved kan stile vores pleje og behandling herefter. Når vi ved det, kan vi fortælle de pårørende hvad man regner med at udtage under donoroperationen. Hvis de pårørende ønsker det, kan de efter operationen få at vide, om det gik som planlagt; om der blev transplanteret de organer man havde regnet med.

Nogle pårørende vil gerne vide hvem der får organerne. Dette er dog ikke lovligt i Danmark. Alt bliver holdt meget adskilt. Så os der har med organdonor at gøre, har intet med recipient at gøre, og omvendt.

Hvor mange udrykningssygeplejersker er I hos jer?

Vi er 21 udrykningssygeplejersker i mit team, som dækker hele Østdanmark (Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm). Den mest erfarne har været med til at starte udrykningsfunktionen og den mindst erfarne er kun lige startet i korpset. Alle udrykningssygeplejersker har stor erfaring indenfor neurointensiv terapi, men de kan være nye i udrykningsfunktionen.

Mie Munk er ansat på neurointensiv på Rigshospitalet. Afdelingen holder til i den nye Nordfløj til venstre i billedet.

Hvor er udrykningssygeplejerskerne ansat?

For at kunne være en del af udrykningsfunktionen, skal man være ansat på en af de 4 neurointensive afsnit i Danmark.

Hvad ved vi om funktionen indtil videre? Hvordan ser det ud i dag?

Siden udrykningsfunktionen blev sat i værk, er antallet af organdonorer steget. De sygeplejersker og læger vi kommer ud til, på lokalsygehus er altid glade for at vi kommer, og glade for vores hjælp og erfaring, da de ofte ikke har stået i et donorforløb før.

Et overvågningsscop med sympatisk storm, som det oftest ser ud ved incaraceration. Når patienten er erklæret hjernedød er det vigtigt at holde tilstanden stabil og sikre organerne.

Mange organdonorer kan være ustabile, og deres fysiologi er ikke som de patienter man ellers kender på intensiv. Derfor kan det være utrolig svært at behandle en ustabil donorpatient når man ikke har erfaring i det.

Når vi i udrykningsfunktionen kommer ud, kan vi hjælpe med, at få stabiliseret patienten, hvilket er vigtigt da man ellers ikke kan lave hjernedødsundersøgelser eller nå til operationstidspunktet. Nogle forløb ville formentlig ikke ende med organdonation hvis ikke den pågældende afdeling fik hjælp til, at håndtere patienten.

Hvad tænker du om fremtiden på dette emne?

Jeg håber, at vi i fremtiden kan dyrke organer af stamceller, eller på anden måde “lave” organer til de patienter som har brug for et – ingen skal dø på venteliste til et nyt organ.

Fakta om organdonation:

I mange år, er patienter døde på ventelisterne til et nyt organ og alene i 2020 døde 18 mennesker mens de var på venteliste til et nyt organ i Danmark (4).
I 2007 blev Dansk Center for Organdonation (DCO) oprettet med henblik på at skabe fokus på organdonation, og øge donorpotentialet (1).
DCO har startet fire udrykningskorps i Danmark. De består af særligt uddannede sygeplejersker med viden og kompetencer indenfor organdonation som kan rykke ud til hospitaler som sjældent står i et sådan forløb, og derfor mangler kompetencerne (1).
Dette udrykningskorps kan tilkaldes til et organdonationsforløb på landets hospitaler. Her kan de bistå med viden og vejledning indenfor organdonation (1).
I 2011 vedtog folketinget, et mål om at 80 % af pårørende til en organdonor som ikke selv har taget stilling til organdonation, skulle give samtykke til organdonation. Dette skulle gøres gennem to fokusområder; oplysning af befolkningen gennem kampagner, samt at samtalen med den potentielle donors familie skulle føre til et ja (1).
Undersøgelser har vist, at pårørende til en potentiel donor, oftere giver samtykke til organdonation, hvis en sygeplejerske med erfaring og kompetencer indenfor organdonation, har været med til samtalen og patientens forløb (2).