Den 4. november, kunne vi endelig mødes fysisk i vores faglige selskab. FSAIO havde arrangeret Efterårsfagdag på Kursuscenter Severin i Middelfart og med knap 100 deltagere, var det tydeligt, at rigtig mange trængte til at komme ud og blive fagligt inspireret og sparre med andre sygeplejersker fra vores specialer. FSAIO’s bestyrelse havde endnu engang udarbejdet et spændende og flot program, med relevans for både anæstesi, intensiv og opvågning.
Morten Freundlich, Adm. Overlæge Aalborg Universitetshospital, fortalte med sit oplæg ”Antibiotika til tiden” om vigtigheden af, at patienterne ikke bare får den rette antibiotika, men også i de helt rigtige doser og intervaller. Ved antibiotisk behandling handler det om, at komme over MIC-værdien (Minimal Inhibitory Concentration, – altså den mindste koncentration hvor stoffet har en hæmmende effekt på bakterien) i længst mulig tid. Her ser man på den Postantibiotiske Effekt (PAE), hvor antibiotika inddeles i tidsafhængig og koncentrationsafhængig antibiotika, hvilket har betydning for effekten af den givne behandling. Nogle antibiotika virker altså bedre ved indgift af en meget høj dosis 1 gang i døgnet (f.eks Metronidazol), mens andre bør infunderes over længere tid f.eks. 1-4 timer eller evt. kontinuerligt i lav dosis over 12-24 timer (f.eks Pip/Tazo). Nogle antibiotika er både tidsafhængige og koncentrationsafhængige.
Herudover var der et spændende indlæg om organdonation, ved Overlæge Christina Rosenlund fra Dansk Center for Organdonation, med titlen ”Hvornår er en man død?”. Hun havde held med, på en lidt humoristisk og provokerende måde, at fortælle om kriterierne for død og hjernedød og påpegede, at det måske ikke er selve organdonationen der er svær, men snarere det, at der sker en ændring i livsvilkåret – altså døden.
Christian Meyhoff, forskningsansvarlig overlæge ved Bispebjerg Hospital, fortalte om oxygenbehandling til elektive patienter, hvor der er ny klinisk retningslinje er på vej. I 2019 udkom “Iltbehandling til voksne Syge Patienter”. Hovedbudskabet var, at man ikke skal give O2-behandling rutinemæssigt, men heller behandle den bagvedliggende årsag, f.eks. atelektaser med c-pap. Man bør titrere O2 til en saturation på 94-98%.
Efter frokost var der et par oplæg om behandling af postoperative smerter. Det første omhandlede peroperativ metadonbehandling, hvor man ved at give blot en enkelt dosis metadon ved indledning af anæstesi (0,2 mg/kg), opnåede signifikant længere analgetisk effekt og faktisk så forskelle hos patienter helt op til 1 år postoperativt. Det var Læge og PH.D. studerende Camilla Uhrbrand som fortalte om dette projekt. Andet oplæg var af Lone Dragenes Brix, som havde fokus på smerter efter udskrivelse og hvordan man kunne følge op på patienternes behandling, efter ambulante operationer.
Dagen sluttede med Susanne Molin, Anæstesi- og børnesmertesygeplejerske ved Rigshospitalet. Hendes udgangspunkt var den nye Nationale Vejledning i Analgesi og Sedation til akutte procedurer hos børn. Det er vigtigt, at der opnås en form for ”treenighed” mellem barn, forældre og personale, i diagnosticering og behandling af børn, smertebehandling tager tid – også hos børn og det er et vilkår, men ikke et problem. Lattergas bør kun anvendes ved samtidig brug af fantasirejse. I vejledningen finder du både procedurekort, sproglige anbefalinger, nonfarmakologiske redskaber og basale farmakologiske muligheder.
Vi siger tak, for en rigtig udbytterig dag, også med spændende nyheder fra udstillerne. Vi kan fra Dråbe.Nyt kun opfordre kraftigt til, at man deltager på disse inspirerende arrangementer og får tanket op på sit faglige selskab.