Når Intensiv skal være et hjem

I medierne har der været flere eksempler på borgere med hjemmerespiratorordning, som har været indlagt på intensive afdelinger til observation på grund af nedbrud (manglende dækning af vagt) i deres vanlige hjælperhold.

Nedbruddet i hjælperholdet er ofte akut opstået, og det er leverandøren af hjælperholdet, der skal finde en løsning. Hjælperhold etableres via aftaler mellem respirationscentrene og kommunerne. Mens det er respirationscentrene der har ansvaret for den respiratoriske behandling samt oplæring af hjælperhold, har kommunerne hyppigt uddelegeret plejen til private leverandører/vikarbureauer (se endvidere boks). Det er sidstnævnte, der skal sikre hjælperhold døgnet rundt. Ved nedbrud kontakter vikarbureauet hjemsygehuset for plads på deres intensivafdeling og er der ikke plads, skal hjemsygehusets intensivlæger finde plads på andet sygehus, i eller udenfor regionen. 

Situationen for respiratorbrugerne: 

Borgeren indlægges altså ikke pga. akut sygdom, men fordi dét der kompenserer for deres handicap, nemlig hjælperen, ikke er tilstede. Når borgerne ankommer til den intensive afdeling, er de ofte udmattede. De kan have ventet længe på, at der findes en plads på en intensivafdeling. De har måske ventet længe, på en transport til sygehuset og køreturen kan have været lang.  Med sig har borgerne som udgangspunkt den hjælper, som ikke blev afløst, og som dermed kan have været på arbejde i 16 timer og måske skal møde igen om 8 timer. Derfor bliver det ofte en kort overlevering fra hjælperen til intensivsygeplejersken, med fokus på det tekniske: hvordan el-kørestolen, respiratoren og fugteren fungerer. 

Indlæggelse på Intensiv: 

Mange af hjemmerespiratorborgerne kan ikke kommunikere uden hjælpemidler som f.eks. staveplade eller øjenstyret PC og de kan ikke kalde via snor/lyde. Dette gør at en indlæggelse kan opleves skræmmende for dem. 

Borgeren placeres på en intensiv stue, ofte sammen med en anden intensiv patient, hvor der kan være uro på grund af akut behandling. Der er alarmer fra overvågningsudstyret, lys og trafik ind og ud af stuen, af forskellige personaler.

I hjemmet er der en hjælper, der overvåger borgeren alle døgnets timer og som borgeren kan høre og se. Men på intensiv afdeling kan det ikke altid honoreres, og borgeren vil i stedet blive tilkoblet overvågning.

Der mangler ofte en beskrivelse af borgerens døgnrytme og derfor må intensivsygeplejerskerne via staveplade og evt. gætterier, forsøge at finde frem til borgerens ønsker og plejebehov. Intensivsygeplejersker er ikke erfarne i staveplader og derfor oplever borgeren oftest, en meget begrænset og misforstået kommunikation.

Praktiske udfordringer: 

Borgeren har doseret medicin med, men der mangler typisk en medicinliste, hvilket gør at intensivsygeplejersken ikke ved, hvilke præparater borgeren får, eller på hvilke indikationer. Borgerens vanlige sondemad er måske heller ikke med og erstattes derfor af et andet præparat, som borgeren muligvis ikke tåler.

Hertil kommer alt det praktiske som ikke fungerer, når en intensiv plads skal fungere som et ”hjem”: 

• Borgerens respirator og kørestol kan ikke lades, da net-stikkene ikke passer med sygehusets.  
• Borgeren sidder måske i et liftsejl, som afdelingen ikke er bekendt med og som måske ikke passer med sygehusets lifte.   
• Indstillingerne på fugter kendes ikke og evt. fejlindstillinger kan medføre ubehag for borgeren.
• Borgerens el-kørestol, som bruges udendørs, køres ind på en intensiv stue, hvilket er meget uhensigtsmæssigt af hensyn til hygiejnen.
• Intensivafdelings bækkenstole er ikke optimale og har f.eks. ikke bånd til at holde borgerens hoved. 
• Der er ikke udstyr til at vaske og tørre respiratorslanger (flergangs) forsvarligt, for at undgå kontamination med sygehusbakterier.
• De fleste intensivafdelinger har ingen erfaring med installation af øjenstyret PC og derfor fungerer det ikke altid optimalt. 

Borgernes perspektiv: 

Vi oplever borgerne være utrygge under indlæggelserne. De oplever, at vi stiller mange spørgsmål om deres pleje. De ser, at vi ikke kan lade deres respirator og deres el-kørestol op. De ser, at vi har travlt med patienter og er bange for, at vi ikke opdager deres evt. respiratoriske udfordringer. Vi forklarer borgerne alt og vi løser også udfordringerne, men utrygheden kan vi ikke tage fra dem. 

Samtidig kan de opleve at blive sygeliggjorte. Vi kobler dem til overvågningen, da vi ikke kan sidde hos dem hele døgnet. Vi udfører procedurer udarbejdet til intensivpatienter, og som ikke stemmer overens med deres vanlige pleje, f.eks. ift. tracheostomipleje og sugning. Borgerne bliver også frataget deres mulighed for at bevæge sig rundt, da der som regel ikke er ressourcer til, at en intensivsygeplejerske kan forlade afdelingen og gå ture med dem. 

Vi oplever, at borgerne vil hjem hurtigst muligt, hvilket er meget forståeligt. Jeg har oplevet en borger som gerne kører 2 timer for at være hjemme i 3, for så at blive kørt tilbage igen til samme intensivafdeling. Dette på trods af, at vi har tilbudt at hjælper og borger kan have base på intensivafdeling, indtil hjælperen har fri. 

Nogle af disse borgere oplever, at de indlægges på forskellige intensivafdelinger i forskellige regioner i den samme uge, og dermed er det de samme udfordringer de oplever igen og igen. Borgerne kan ikke forhindre det, de har ingen valgmuligheder og de bliver til kastebold mellem vikarbureauer og intensivafdelinger. 

Diskussion/ Fremtidige scenarier: 

Der vil altid være risiko for nedbrud i hjælperhold, men det må have højeste prioritet, at borgerne kan forblive i hjemmet med kompetent hjælp. Enkelte hjemmerespiratorborgere har oplyst, at årsagen til nedbrud i deres hjælperhold, skyldes at hjælperne skulle gå ned i løn. Derfor fandt de andet arbejde til en højere løn f.eks. som podere i testcentre. Vi har også oplevet, at det primært er i ferieperioder og weekender, at der er flest nedbrud, hvilket måske tyder på, at der ikke er oplært tilstrækkelig antal hjælpere til den enkelte borger.

Vi har overfor vores ledelsen påpeget de konsekvenser borgeren udsættes for, ved at blive indlagt på intensivafdeling og dette arbejdes der videre med på ledelsesniveau i de relevante fora.

Vi håber og forventer:

• at der kommer tiltag som minimerer nedbrud i hjælperholdene, f.eks. at der oplæres flere til hvert hold.
• at der kigges på muligheder for andre placeringer end på intensivpladser. Måske de private leverandører kan gøre brug af de vikarbureauer, der kan tilbyde intensivsygeplejersker?
• at der undersøges om region, respirationscenter og kommune kan oprette et specielt vikarkorps for at sikre, at borgeren kan blive i hjemmet.
• at der undersøges, om der er et økonomisk incitament til at bruge intensivafdelinger fremfor andre vikarbureauer.

Der er ingen tvivl om, at det er intensive afdelinger der kan håndtere borgere med hjemmerespirator og der er heller ingen tvivl om, at intensivsygeplejerskerne både kan og gerne vil observere disse borgere.  Men vi mener også, at for at gøre borgeren mere tryg og sikre ansvarsfordelingen, er der nogle områder der skal optimeres.

Der skal bl.a.

• forventningsafstemmes omkring indlæggelsen – både mellem borger og intensivafdeling, men også mellem hjælper og intensivafdeling.
• som minimum medfølge døgnrytmeplan, medicinliste med dosering og indikationer samt oplysning om indstillinger på fugter/respirator osv.
• medfølge hjælper, som kender borgeren og som kan give mundtlig overlevering, informationer om betjening af udstyr m.v.
• sikres, at vi kan håndtere borgeren og udstyr f.eks. el-net stik og optimale bækkenstole.

Udfordringerne med at få ovenstående sat i værk er, at kommunikationen ved indlæggelsen foregår mellem vikarbureau og læger og ikke med en hjælper, der kender borgeren indgående. Endvidere kan det være læge til læge, hvis borgerens hjemsygehus ikke har plads, hvilket gør det endnu vanskeligere at få de informationer, der kan gøre indlæggelsen mere tryg for borgeren.

Disse udfordringer, bl.a. de tekniske, arbejder vi på at optimere og de andre områder er overdraget til ledelsen for drøftelse i regionen/kommunen og private leverandører for en optimering.

Her og nu forsøger vi at gøre indlæggelsen så tryg som mulig for borgeren ved at:

• tildele en, for borgeren kendt, intensivsygeplejerske til at varetage plejen og dermed skabe en kendt relation.
• undgå at borgeren ligger sammen med intensivpatienter for dermed at give dem ro.
• placere borgeren, så de kan se personalet hele tiden og dermed give dem en tryghed. 

Hertil kommer, at vi journalfører relevante informationer om borgeren til brug for næste indlæggelse og dermed øger ”borger- sikkerheden”. Endvidere giver det intensivsygeplejersken mulighed for, at hun/han kan bruge fagligheden på en troværdig og kompetent måde og på den måde øge borgerens tillid til intensivsygeplejerskerne.

Artiklen er skrevet af intensiv sygeplejerske Gitte Høj, Vejle Sygehus