Min allerstørste udfordring, når jeg arbejder på kysten i Grønland, er medicinskabet. Det er en jungle at finde rundt i…!
Skrevet af: Lise Raaschou-Nielsen, Hvidovre Hospital.
Med 30 års erfaring som sygeplejerske, og herunder 18 år som anæstesisygeplejerske vil jeg gerne dele mine rejseoplevelser fra Grønland. Til daglig arbejder jeg på COP Hvidovre Hospital, er sportsidiot – en af de aktive og elsker fjelde, sne og åbne vidder.
I min fritid er jeg inkarneret langrends-/rulleskitræner og når jeg arbejder i udlandet, søger jeg altid hen hvor det er muligt at stå på ski eller træne i fritiden.
Denne sommer blev det (grundet corona) endnu engang Grønland, Qaqortoq i Sydgrønland som jeg nu kun har til gode at opleve om vinteren.
Når man arbejder som anæstesisygeplejerske på kysten i Grønland, indgår man i den daglige drift af afdelingen og/eller ambulatoriet på sygehuset. Kystsygehuse er betegnelsen for alle sygehuse, undtagen Dronning Ingrids Hospital (DIH) i Nuuk.
På afdelingerne møder man ALT fra helt nyfødte til døende, og gamle som bare venter på, at en anden skal dø, så der bliver plads på alderdomshjemmet. Det er altså et meget bredt og spændende spend af patienter, man møder på Grønland og meget anderledes i forhold til hvad vi ellers arbejder med som anæstesisygeplejersker.
Hurtigt fik jeg brug for min erfaring
Man arbejder ikke kun som anæstesisygeplejerske på kysten, men det kom jeg alligevel lynhurtigt til. Bare 3 dage efter min ankomst, blev jeg en morgen kaldt til akutstuen. Det havde været lønningsdag, så mange havde fået sig mere end én tår over tørsten. Denne unge fyr, som politiet havde bragt ind, var under festlighederne blevet banket/sparket sønder og sammen – til ukendelighed i hovedet og kun hovedet. Aldrig i livet havde jeg set så stor en overlæbe og øjenlåg. Den unge mand, det var gået ud over, var også fuld og svær, at samarbejde med.
Intramuskulær injicering af Ketamin blev derfor min førsteprioritet. Siden et PVK og evt. lidt Rapifen og mere Ketamin iv, så vi kunne få ham syet. Jeg anede ikke om jeg kunne intubere ham, hvis det blev nødvendigt. Dette blev min første og største udfordring under mit ophold i Qaqortoq.
Heldigvis havde jeg en ”hotline” til anæstesilægen i Nuuk og jeg syntes lige han skulle vide hvad jeg stod med hernede, ca. 7-800km sydpå. Den vagthavende anæstesilæge jeg fik fat i, kunne heldigvis vejlede mig i doseringerne. Og her må jeg sande, at Ketamin bare et fedt stof at arbejde med! Det lykkedes mig både, at få min unge patient sederet og sutureret. Til alt held var han fuldstændig stabil undervejs, til trods for flere blødninger fra hovedet.
Da anæstesilægen i Nuuk havde modtaget billederne vi havde sendt, ringede han straks for at høre hvordan det gik.
Til alt held havde jeg et videolaryngoscop (Mcgrath – det nye), men stadigvæk… At stå og tube en patient alene hernede, som både blødte fra næse, mund osv., det syntes jeg ikke helt om. Vi var heller ikke helt klar over om han havde ansigtsfrakturer og i så fald hvor. Men blev det nødvendigt, at tube måtte jeg jo bare kaste mig ud i det. Det blev det heldigvis ikke!
Den unge mand skulle selvfølgelig evakueres til Nuuk. Grundet hans tilstand, sendte de et helt anæstesiteam afsted fra DIH. Inden de nåede at komme, gik der ca. 5-7 timer og på det tidspunkt var den unge patient atter helt vågen, klar og relevant.
Efter jeg havde vasket ham, så han noget pænere ud, selvom han fortsat var meget hævet. Han kunne også sagtens gabe, så det havde formodentlig ikke været noget problem at intubere ham.
Højt til loftet og et samarbejde uden bureaukrati
På alle kystsygehuse er der et anæstesiapparat, og alle steder er det samme type. De er nemme at betjene og nemme at lære at kende. Jeg fik faktisk brug for det hele 6-7 gange under mit ophold, hovedsagelig i forbindelse med anæstesi til akutte operationer – herunder en god gammeldags appendektomi og endnu flere traumer.
Grunden til at der altid skal være en anæstesisygeplejerske på kystens sygehuse, er i fald der bliver behov for akut sectio. Det mangler jeg dog endnu i min grønlandske ”oplæring”….
På sygehuset i Qaqortoq er der både fastansatte læger og lægevikarer. De fastansatte kan det meste og er vant til at tænke ud af boksen, fordi igen – de står alene med mange ting. Oftest er der også grønlandske sygeplejersker både i afdelingen og i ambulatoriet, de fungerer også som tolke, da ikke alle grønlændere er gode til dansk, specielt ikke når de er i krise som man jo er, når man er indlagt eller kommer til skade. De fleste social- og sundhedsassistenter og hjælpere er grønlandske.
Derudover er der på sygehuset ansat sundhedsplejersker, fysioterapeuter, jordemødre, tolke, hjemmesygeplejersker, rengørings- og køkkenpersonale samt portører, der også kan køre ambulancen når der er brug for det. Alle arbejder sammen og alle kender hinanden. Eksempelvis er meget ligetil, at bede hjemmesygeplejersken om, at køre forbi og tilse en patient på sin vej rundt i løbet af dagen. Det er fantastisk – intet bureaukrati.
Byens hospital rummer 21 indlagte patienter, men i tiden under mit vikariat var det på intet tidspunkt fyldt op. Da nogle af patienterne er fra bygder langt væk, forbliver de hyppigt indlagt i længere tid end man ville i Danmark. Til tider indlægges patienterne også på patienthotellet, indtil de skal videre til Nuuk for flere undersøgelser.
Alle har selvfølgelig tavshedspligt og på sådan et lille sted er det endnu mere vigtigt at overholde den 100%. Du møder både patienter og pårørende i Brugsen og både rygter og sladder bevæger sig lynhurtigt gennem byen. Pludselig har nogen hørt, at den eller den er blevet indlagt. Alle vidste det også lynhurtigt da jeg var ankommet, den er stensikker.
Ofte reger jeg et hoved op over grønlænderne, er lyshåret og bevæger mig hurtigt. I starten skulle jeg lige vænne sig til, at blive stoppet på gaden, i Brugsen eller deltage i den samme kaffemik, som traumepatienten jeg havde modtaget forleden. Sådan er det, at bo og arbejde et lille sted.
Umiddelbart vil jeg sige, at min allerstørste udfordring, når jeg arbejder på kysten i Grønland, er medicinskabet. Det er en jungle at finde rundt i med alle de tabletter. Men lad dig ikke skræmme! Man lærer det efterhånden, at kende. Det Grønlandske Landsapotek udgiver også en glimrende oversigt over al den medicin man kan finde i Grønland og tilhørende koder for hvor i medicinskabet det står. Derudover har hvert sygehus sit eget apotek (og egen farmakonom) samt oversigt, hvor man finder præparaterne der mangler på afdelingen. Så hvis ikke det står noteret enten det ene eller det andet sted, findes det simpelthen ikke i Grønland.
Find roen i den Sydgrønlandske natur
Tidligere har jeg arbejdet i Sisimiut, som ligger lige nord for Polarcirklen. Her må man holde grønlandske hunde, og det kan høres! Der er altid hundehyl fra mindst én af hundene ét eller andet sted omkring én. Grønlandske hunde må kun holdes (som slædehunde) nord for Polarcirklen og ingen andre hunderacer er tilladt, da avlsmønstret ikke må blandes. Denne sommer var jeg i Qaqortoq i Sydgrønland (ca. 3600indb.), hvor der altså ingen grønlandske hunde lever, så her var totalt stille – fuldstændig stille!
Har man vejret med sig, tager det en dags rejse, at komme fra Kastrup til Qaqortoq. Vejret er man meget afhængig af i Grønland, og når man rejser deroppe, skal man altid regne med ekstra rejsedage i det tilfælde at man strander et sted, når fly, båd eller helikopter ikke kan arbejde. Som dansker virker det utrolig fascinerende, at ALT kan gå i stå grundet vejrforholdene! Det er herligt når vi mennesker for en gang skyld ikke kan styre og bestemme alt.
Der er ingen veje mellem byerne og bygderne i Grønland, så om sommeren foregår al transport via skib eller helikopter/fly. Om vinteren er det muligt, at tilbagelægge de store afstande med hundeslæde eller snescooter og nogle steder kan man sejle med båd mellem byer og bygder.
Når man så ankommer til Qaqortoq, forstår man hvorfor Grønland hedder Grønland! Her er så grønt overalt, og alle steder hvor der bare er en lille smule jord, gror de smukkeste gule, orange og hvide valmuer, lilla lupiner, kvan (kan bruges som krydderi) og mange andre arktiske planter. Her er også masser af dværgbirk og små træer på op til 6-8 meter. Sortebær (revling) og blåbær vokser vildt, så man kan lave sin egen marmelade. Det er bare at gå en tur ud i fjeldet og plukke for bagefter at koge det hele sammen med lidt sukker. Sydgrønland har en helt anden, men utrolig smuk natur end oppe nordpå. Den grønlandske natur er efter min bedste overbevisning verdens smukkeste!
Som anæstesisygeplejerske kan jeg på det varmeste anbefale dig, at prøve kræfter med Grønland. Arbejdsopgaverne på kysten kræver dog både en del erfaring, hård på brystet og evnen til, tænke ud af boksen. Vigtigst af alt skal man turde, at stå alene med sin anæstesi, langt væk fra både hjælp og ekspertice.
Afslutningsvis vil jeg dog også advare og understrege, at man ikke bør tage til Grønland, hvis ikke man vil derop igen….
Del artiklen:
