Læringspunkter fra første Covid19-bølge

Skrevet af Louise Munk

Hidtil har anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejersker ikke arbejdet tæt sammen – derimod har de kun mødt hinanden i patientovergangene mellem anæstesi/opvågning og anæstesi/intensiv. 

I samarbejdet omkring plejen af kritisk syge Covid19-patienter, har de deltagende anæstesi-, intensiv- og opvågningssygeplejersker derfor betrådt helt ny jord. 

For at blive klogere på erfaringerne, det nye samarbejde har bidraget med, har Dråbe-Nyt bedt tre garvede sygeplejersker fra henholdsvis anæstesi-, intensiv og opvågningsafdelingen på NOH (Nordsjællands Hospital Hillerød) om at dele ud af deres oplevelser og indtryk fra samarbejdet.     

Ny læring 

Plejen af de kritisk syge covid19-patienter har ikke kun været tungt slid, fysisk som psykisk stress og bekymringer for ikke at slå til i forhold til at kunne gøre det nødvendige. For de tre sygeplejersker har det også ført til læring, styrkelse af netværk og følelsen af sammenhørighed på tværs af specialerne.

At skulle samarbejde og få det hele til at fungere med helt nye kolleger, er noget af det, der har fyldt. Her fortæller Lene fra Opvågningsafdelingen:  

”På et tidspunkt passede jeg den ene af patienterne på en 2-sengsstue. Den anden patient blev passet af en anæstesisygeplejerske. Både min og den anden patient var tilkoblet anæstesirespiratorer.

Fordi den anden sygeplejerske, jeg var på stue med, var fra anæstesien, havde hun rigtig meget styr på respiratorerne. Til gengæld var jeg mere stærk i SP (Sundhedsplatformen) og da var det ret fedt at opleve, hvordan vi begge kom med hver vores kompetencer og sammen fik det til at fungere. Hvem der gjorde hvad, var ikke noget vi aftalte, men begge var vi initiativtivtagende og gode til at byde ind.”

 

Under alle værnemidlerne 

Også Lars fra anæstesien mindes en oplevelse:  ”En morgen, da jeg lige var mødt ind, stod jeg, og fik rapport udenfor stuen, mens den anden sygeplejerske, jeg skulle arbejde sammen med, allerede havde iført sig værnemidler og var gået ind.

Først efter at have arbejdet omkring de samme to patienter i fire timer blev vi afløst og kunne komme ud af stuen og afklæde os vores værnemidler. Og så kigger jeg på hende, og siger ’Gud, er det dig?! – Dig kender jeg jo rigtig godt!’ Tænk engang, vi havde stået derinde på stuen, præsenteret os for hinanden og arbejdet tæt sammen i så mange timer uden at genkende hinanden! Hun viste sig, at være en kollega jeg kendte rigtig godt, fordi jeg gennem tiden havde afleveret mange patienter til hende i opvågningsafdelingen. Men tænk, værnemidlerne og fokus på arbejdsopgaven gjorde, at der skulle gå 4 timer før vi genkendte hinanden! Det har vi siden grinet rigtig meget af!” 

 

Åben- og bevidsthed om faglige snitflader 

Louise fra Intensivafdelingen fortæller om det store ansvar, hun havde fået tildelt:  

”Som intensivsygeplejerske var det jo lidt som at have fået gæster i vores ’hus’, fordi det var ’vores’ speciale, der var i spil.  

En situation, jeg kommer til at tænke på, opstod i en vagt, hvor vi virkelig havde travlt. Jeg var koordinator og skulle holde hovedet koldt, da to patienter skulle intuberes samtidig!  

Denne vagt står for mig som svær og meget stressfyldt. Vi havde supertravlt, jeg havde brug for hjælp, og vidste ikke hvem jeg kunne trække på, fordi jeg ikke kendte mine nye kolleger.”  

At arbejde sammen med nye kolleger, man ikke kender, er ikke ukendt for sygeplejersker, men at arbejde sammen med nogen, man ikke ved hvem er og hvis kompetencer man ikke kender, kan være svært. Særligt i tilfælde, hvor patienternes kritiske tilstand er uforudsigelig og kan forværres pludseligt. 

Her fortæller Louise om en situation, hvor hun i sin rolle som koordinator havde brug for hjælp, og derfor henvendte sig til en kollega, hun ikke kendte:  

”I situationen vidste jeg egentlig ikke helt, fra hvilket speciale hun kom, men på blandevejledningen, jeg gav hende, stod det helt klart, hvad hun skulle gøre. Og alligevel mærkede jeg, at hun blev usikker. Det viste sig, at hun var anæstesisygeplejerske og at medicinen, anæstesien bruger til intubation, varierer fra den vi bruger i intensivregi. Så udover ikke at være hjemmevant i medicinrummet, følte hun også, at jeg bad hende gøre noget forkert ved at følge blandevejledningen, jeg havde givet hende.”  

Erfaringer vi tager med fra 1. Covid19-bølge 

”I de akutte situationer er det vigtigt at kende hinandens kompetencer”, fortsætter Lars. ”Derfor tror jeg, det er en god ide at bruge den rolige fase som vi netop oplever lige nu på, at gennemtænke scenarier og optimere arbejdsgange så vi bliver klar til en eventuel 2. Covid19-bølge. 

Et eksempel kunne være, at de samarbejdende kolleger hver dag, og så tidligt det er muligt på dagen, præsenterer sig for hinanden og forventningsafstemmer. Dette for at undgå situationer, hvor man først i sidste øjeblik finder ud af at man skal ud at lede efter den hjælp man har brug for, her og NU.” 

Et andet eksempel, Lars kommer i tanke om, udspringer af en situation, hvor han arbejdede sammen med en kollega, som blev dårlig og kollapsede inde på stuen:  

”Vi havde værnemidler på og det var meget varmt. Hun var nået derud, hvor hun ikke kunne overskue at sige fra. Derfor blev hun dårlig, og vi måtte i en fart få hende ud, så hun kunne komme af med isolationstøjet og få noget koldt at drikke.”  

Dette blev en øjenåbner for Lars, og som TR har han efterfølgende arbejdet med indføringen af en struktureret forventningsafstemning, der lægger op til, at alle starter dagen med planlægning af pauser og ikke mindst, at skabe overblik over de tilstedeværende kompetencer både på stuerne og på gangen.  

”Når man først har iklædt sig sine værnemidler og er på sin stue, har man jo ikke en chance for at vide hvor, og i hvilket omfang man kan trække på hjælp. Det er denne usikkerhed vi fremover gerne vil mindske”, fortæller han.  

Tydelig ledelse og kommunikation er altafgørende 

I starten kom der nærmest nye meldinger og informationer ud fra ledelserne time til time, og det resulterede i, at nogen kunne have fået noget at vide, andre endnu ikke havde hørt. For at optimere kommunikationen blandt de mange sygeplejerskegrupper, blev der derfor indført ugentlige TRIO-møder mellem arbejdsmiljø-, tillidsrepræsentanter, daglige ledere og oversygeplejersken for anæstesiologisk afdeling og ligeledes daglige besøg på Covid-ITA af ledelserne fra de samarbejdende specialer.  

”Et eksempel, vi efterfølgende lærte af, opstod da vi indførte brugen af alarmer”, fortæller Lars og fortsætter: ”Med en alarm i lommen kunne de, der arbejdede på stuerne, forlade deres patienter og fortsat reagere på alarmer fra diverse monitorer, pumper og respiratorer. Situationen ville, at beslutningen om ibrugtagning af alarmerne nåede anæstesien to dage før den nåede personalet fra intensiv, og på bare de to dage gav forskellen i udmeldinger, anledning til rigtig mange diskussioner.”  

”På næste TRIO-møde, vedtog vi, at vigtige meddelelser skulle nå alle samtidig. Dette for at undgå misforståelser og for ikke bagefter, at skulle bruge unødigt krudt på at tale misforståelser ned igen.”  

Nærværende ledelse er et ’must’ 

”Også jeg følte mig udfordret i forbindelse med at være på udebane i en ny afdeling med nye opgaver og et usikkert kendskab til planlægning af arbejdstiden”, fortæller Lene fra Opvågningsafdelingen og fortsætter: 

”På det tidspunkt kunne det ikke være anderledes, og de strenge krav til isolationsregimet gjorde det ikke lettere. Efter en endt vagt opsøgte man jo ikke sin egen afdeling. Så havde man brug for at vende noget med ledelse eller kolleger, måtte man prøve at nå det indenfor vagten, og det kunne være lidt svært. Derfor blev vi opmærksomme på vigtigheden af, at få talt meget mere med hinanden undervejs.”  

 Jeg er faktisk pavestolt! 

”Samarbejdet om covid19 patienterne har bragt mig tættere på mine kolleger fra andre specialer og lært mig, at vi sagtens kan samarbejde”, fortæller Lars. ”Samtidig har det givet mig en endnu større respekt for sygeplejerskerne i de andre specialer og en respekt for deres ekstreme fleksibilitet i akutte situationer.  

Som tiden skred frem og vi blev mere erfarne med at passe Covid19-patienter, synes jeg også at hele situationen fandt et stabilt leje, hvor alle kunne arbejde mere trygt.” 

”Den forgangne tid har jo vist os, at vi selv under rigtig pressede rammer lykkedes med at få det hele til at fungere så flot”, byder Louise ind. ”Jeg er faktisk pave-stolt over at have været bare en lille del af dette her! Og jeg synes alt i alt, at vi har haft en kæmpe succes med samarbejdet, som vi sagtens kan tage med os ud på den anden side af coronakrisen!”

”På den lange bane har samarbejdet omkring plejen af Covid19-patienter ført rigtig meget positivt med sig”, stemmer Lars i, og fortsætter: ”Herunder visheden om, at vi, selv under disse rå rammer, og uden DJØF’erne, alligevel lykkedes med, at løse opgaven.”  

”En Covid19-bølge, som den vi nu har været igennem, har ikke kun været skidt. Den har også bragt noget godt med sig i forhold til netværk, indsigt i uformelle kommandoveje og smidighed i arbejdsopgaverne. Jeg er eksempelvis helt sikker på, at det næste gang bliver meget lettere at aflevere en patient på intensiv… Nu ved jeg også lige hvordan de gerne vil have A-trykket til at sidde”, siger Lars med glimt i øjet…   

En stor tak til Ledelsen for Anæstesiologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, Hillerød, for opbakning til udførelse af denne undersøgelse. Også en kæmpe tak til alle de interviewdeltagere og til Implementerings- og Forbedringsspecialist, Anne Marie Kodal for sparring og for at påtage sig rollen som observatør under interviewdelen.