Indlæg som indsendes til PEEPtalk.dk skal udarbejdes efter følgende forfattervejledning og sendes som word-fil til mail@PEEPtalk.dk med forfatterens navn som titel. 

Inden du skriver et indlæg, skal du beslutte, om det er et af følgende:

  • Forskningsartikel
  • Faglig artikel
  • Faglig fortælling

Opbygning af de tre artikeltyper

1) Forskningsartikel

Forskningsartiklen er baseret på empiriske data (fx interview, observation eller målinger) og skal opbygges over IMRAD strukturen (Introduction, Methods, Results and Discussion)(1).

Abstract: Artiklen skal indeholde et abstract på maksimum 100 ord på dansk og/eller engelsk. Struktureres efter IMRAD, hvor de vigtigste resultater i artiklen beskrives. Skriv i datid og undlad kildehenvisninger.

Introduktion: Her fanges læserens interesse for artiklen. Hvorfor blev undersøgelsen foretaget? Hvad var forskningsspørgsmålet, problemstillingen, hypotesen eller formålet med undersøgelsen? Indeholder relevant up-to date litteratur.

Metode: Hvilken metode blev anvendt indenfor den kvantitative eller kvalitative forskning? Hvilke(t) redskab(er) blev anvendt til indsamling af data og hvordan blev de analyseret? Hvor og hvornår blev data indsamlet? Evt. om der har været et pilotstudie forud for dataindsamlingen? Estimering af data – størrelse og karakteristika. In- og eksklusionskriterier. Etisk godkendelse.

Resultater: Fx besvarelse af forskningsspørgsmålet. Hvilke fund blev der gjort? Blev hypotesen be- eller afkræftet?

Diskussion: Fx hvilke styrker/svagheder har undersøgelsen? Hvad betyder svaret og hvor vigtigt er det? Hvordan stemmer svaret overens med hvad forskere på lignende studier har fundet? Hvad betyder svaret i forhold til fremtidige undersøgelser eller fremtidig praksis? Evt. etiske overvejelser.

2) Den faglige artikel

Den faglige artikel kan formidle faglig viden, udtrykke et personligt standpunkt, være debatterende eller have til formål at påvirke professionelles holdninger og handlinger. Den bør indeholde følgende delelementer:

Baggrund for artiklen: Fang læserens interesse for artiklen. Forklar klinisk relevans eller klinisk perspektiv. Hvorfor er emnet interessant/relevant? Hvad er baggrunden for at du skriver om dette emne? Hvad er problemstillingen?

Formål: Hvad er formålet med den faglige artikel? Start gerne med ‘formålet med denne artikel er at klargøre/beskrive…’

Metode: Hvordan er den faglige viden/de faglige observationer indsamlet? Hvordan blev data analyseret?

Resultater: Refleksion over de faglige synspunkter eller relevante problemstillinger, diskussion af relevante styrker og svagheder.

Implikationer for praksis: Afslutningsvis opsummering af indholdet og relatering til praksis. Hvad betyder fundene i forhold til nuværende og/eller fremtidig praksis? Hvilke dilemmaer står tilbage? Hvilke overvejelser kan være vigtige at gøre sig, når man arbejder med emnet fremadrettet?

3) Den faglige fortælling

Den faglige fortælling kan være en beskrivelse af en konference, et debatindlæg, en kommentar eller lign. Max 3.000 anslag uden mellemrum.

Baggrund for artiklen: Her fanges læserens interesse for artiklen. Beskriv gerne den kliniske relevans eller dit kliniske perspektiv. Hvorfor er emnet interessant? Hvad er baggrunden for, at du beskriver emnet?

Over- og underafsnit: Udvælgelse af elementer (oplevelser/erfaringer/handlinger). Prioritering af de valgte elementer – opdeling i over- og underafsnit

Afslutning: Beskriv dine tanker om det tema teksten omhandler. Hvilken betydning har det eller får det for dit arbejde eller din praksis?

 

Deadlines

Deadlines for indlæg aftales mellem forfatteren og redaktionen.

Sprog og layout

  • Indlæg modtages på dansk og skrives i Word.
  • Indlæg skal skrives i overensstemmelse med den seneste udgave af Retskrivningsordbogen fra Dansk Sprognævn. I særligt begrundede tilfælde vil det være muligt at publicere på engelsk – dette aftales med redaktionen.
  • Standardforkortelser anvendes konsekvent gennem artiklen og skrives fuldt ud første gang efterfulgt af forkortelsen i parentes 
  • Artiklens omfang må ikke overskride 15.000 tegn (med mellemrum)
  • Alle artikeltyper skal forsynes med en kort/præcis overskrift og eventuel undertitel til indlægget. 

Tabeller, figurer og fotografier

  • Redaktionen opfordrer til illustrering af indlæg med relevante fotos, tabeller og/eller figurer. Alle illustrationer skal være nummereret og tilføjet entydig figurtekst.
  • Fotos sendes elektronisk og KUN i JPG eller PNG-format.
  • Det er dit ansvar at sikre tilladelse til brug af al illustrering, der stammer fra andre publikationer og/eller vedhæftede billeder, hvor der indgår personer.

Forfatter(e)

  • Fulde navn, stilling, højeste akademiske grad, institutionstilknytning og e-mailadresse. 
  • Der angives navn, adresse, telefonnummer og e-mail på den forfatter, som er ansvarlig for korrespondancen med redaktionen.
  • Billede af førsteforfatter vedhæftes (se tabeller fotografier og illustrationer). 

Referencer

Alle litteraturhenvisninger anføres i overensstemmelse med Vancouver-reglerne, dvs. referencer anføres med tal i parentes (1) og angives i den rækkefølge, som de forekommer i teksten.

Tidsskrifter skal indeholde navn på de tre første forfattere (et al. for at angive flere forfattere), titel, tidsskrift, årgang, volume og sidetal. Fx Marhofer, P., M. Greher, and S. Kapral. “Ultrasound guidance in regional anaesthesia.” British journal of anaesthesia 94.1 (2004): 7-17.

Bøger og kapitler i bøger skal indeholde: Navn på de tre første forfattere, kapitel titel, redaktør(er), bogtitel, volume, udgave, by, udgiver, år og sidetal. Fx Tjora, Aksel. “Kvalitative forskningsmetoder i praksis. 2. utgave.” Oslo: Gyldendal Norsk Forlag AS (2012).

Internetreferencer skal indeholde forfatter eller organisation. Husk at skrive dato for søgning og hele webadressen. Fx https://www.icmje.org/, Hentet 1. August 2019.

Upublicerede data kan citeres i artiklen, men indgår ikke i referencer.

Litteratur

  1. Rienecker, Lotte, P.Jørgensen, and M. Candil. “Skriv en artikel: Om videnskabelige, faglige og formidlende artikler (1. udgave).” Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur (2013).