Baggrund for artiklen

Epidural smertebehandling er en effektiv metode til lindring af postoperative smerter og anvendes ved større kirurgiske indgreb [1]. Behandlingen foregår ved, at et epiduralkateter (EDK) anlægges i epiduralrummet, hvorigennem lokalbedøvende lægemidler, ofte kombineret med opioider, administreres [2,3]. Formålet med epidural smertebehandling er blandt andet at reducere patientens postoperative smerter og samtidig begrænse behovet for systemisk opioidbehandling [4].

Som ved anden medicinsk behandling kan der forekomme bivirkninger og komplikationer, hvorfor observation og sygeplejefaglig vurdering er centrale elementer i plejen af patienter med et EDK [1, 4, 5]. Det kan dog forekomme, at den epidurale smertebehandling må justeres eller seponeres på grund af utilstrækkelig effekt eller uhensigtsmæssige bivirkninger [6, 7, 8].

Manglende optimering af epidurale smertebehandling, fx ved indgift af bolus eller justering af infusionshastigheden, kan medføre utilstrækkelig smertelindring og påvirke patientens mobilisering, respiration, søvn og generelle velbefindende. Internationale studier anbefaler, at årsagen til svigtende epidural smertebehandling vurderes, og at den videre intervention tilpasses den sandsynlige årsag, inden kateteret omlægges [9]. Effektiv postoperativ smertebehandling er væsentlig for øget patientkomfort, tidlig mobilisering og rehabilitering, mens utilstrækkelig behandling kan bidrage til nedsat mobilitet, forlænget postoperativt forløb og øget indlæggelsestid [10, 11].

Kliniske erfaringer tyder på, at patienter med utilstrækkelig effekt af epidural smertebehandling ofte henvises til anæstesien og får omlagt EDK’et, før relevante sygeplejefaglige observationer og interventioner er gennemført eller dokumenteret systematisk. En systematisk vurdering bør blandt andet omfatte smerteintensitet, udbredelsen af den sensoriske blokade vurderet ved kuldesensibilitetstest samt motorisk påvirkning vurderet med Bromage-score. Hvis denne ikke udføres, kan det medføre unødvendige omlægninger, som både kan være ubehagelige for patienten og ressourcekrævende for sundhedspersonalet. Der er derfor et sygeplejefagligt perspektiv i at styrke kompetencerne inden for vurdering og håndtering af ikke-velfungerende EDK’er med henblik på at sikre en mere effektiv og patientsikker smertebehandling.

Formål

Formålet med kvalitetsprojektet var at undersøge den kliniske håndtering af patienter med utilstrækkeligt fungerende epiduralkateter med fokus på, om relevante observationer, interventioner og dokumentation var til stede forud for omlægning af kateteret. Projektet havde samtidig til formål at identificere områder med potentiale for kvalitetsforbedring og danne grundlag for en mere systematisk tilgang til vurdering og optimering af den epidurale smertebehandling.

Design og metode

Projektet var et retrospektivt studie baseret på journaldata fra Region Midtjyllands Business Intelligence-portal (BI-portalen), som samler data fra regionens IT-systemer, herunder den Elektroniske Patientjournal (EPJ). Data blev indsamlet og behandlet i Excel i overensstemmelse med gældende regler for databeskyttelse og informationssikkerhed. Resultaterne rapporteres på gruppeniveau med henblik på at sikre, at enkeltpersoner ikke kan identificeres.

Der blev inden projektstart indhentet tilladelse fra hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital (AUH) til opslag i patientjournaler og anvendelse af relevante patientdata. Projektet blev desuden anmeldt til Region Midtjylland som et offentligt videnskabeligt forsknings- og udviklingsprojekt (1-16-02-461-25).

Studiepopulation

Studiepopulationen omfattede alle patienter, som fik anlagt EDK i Bedøvelse og Operation Syd på AUH i perioden fra 1. august 2024 til 31. juli 2025.

Afdelingen varetager både akutte og elektive operationer inden for mave- og tarmkirurgi, urinvejskirurgi og gynækologi.

Indsamlede data

Til brug for undersøgelsen blev følgende oplysninger inkluderet i datasættet:

  • CPR-nummer (anvendt til dataudtræk og journalgennemgang)
  • Stamafdeling
  • Tidspunkt for anlæggelse af EDK’et
  • Antal genanlæggelser af EDK inden for henholdsvis 24 og 72 timer[1]
  • Tidspunkt for genanlæggelse

På baggrund af dataudtrækket blev patientjournalerne (EPJ) gennemgået med henblik på at identificere patienter, der fik omlagt deres EDK.

[1] 24–72 timer er valgt som et pragmatisk og fagligt begrundet tidsinterval, idet der kan gå tid, fra behovet for omlægning erkendes, til de nødvendige kliniske og praktiske forhold er afklaret. Ved et EDK, der ikke fungerer optimalt, vil der som udgangspunkt blive taget stilling til seponering før eller kort tid efter 72 timer.

Dataanalyse

Data blev analyseret deskriptivt med henblik på at beskrive forekomsten af omlægninger af EDK’er i studiepopulationen. EDK blev klassificeret som ikke-velfungerende, hvis kateteret blev omlagt inden for 72 timer efter anlæggelsen. Årsagen til omlægningen blev registreret og kategoriseret, herunder utilstrækkelig analgetisk effekt, bivirkninger og tekniske problemer.

Antallet af omlagte EDK’er blev opgjort i forhold til det samlede antal anlagte EDK’er i undersøgelsesperioden. Derudover blev de sygeplejefaglige observationer, interventioner og handlinger, der var dokumenteret i EPJ forud for omlægningen, gennemgået og kategoriseret. Indholdet af dokumentationen i EPJ blev ligeledes undersøgt med fokus på, om udførte handlinger var beskrevet, samt i hvilket omfang dokumentationen understøttede beslutningen om omlægning af kateteret.

Resultater

I perioden fra 1. august 2024 til 31. juli 2025 fik i alt 1.080 patienter anlagt epiduralkateter (EDK) i Bedøvelse og Operation Syd på Aarhus Universitetshospital (AUH) i forbindelse med kirurgi.

I alt 101 patienter (9,4%) havde fået omlagt deres EDK inden for 72 timer efter anlæggelsen. For hver patient blev tidspunktet for anlæggelse og eventuel omlægning registreret. Desuden blev årsagen til omlægningen identificeret, ligesom dokumentationen af de sygeplejefaglige tiltag forud for omlægningen blev undersøgt.

Af de 101 patienter var 57 kvinder og 44 mænd. Patienternes gennemsnitsalder var 59,3 år med en aldersspredning fra 23 til 89 år. Størstedelen af patienterne (83 (82,2%)) var tilknyttet det mave- og tarmkirurgiske speciale. De øvrige patienter var tilknyttet kvindesygdomme med 11 patienter (10,9 %), urinvejskirurgi med 5 patienter (5,0 %) samt nyresygdomme med 2 patienter (2,0 %).

Tidspunkt og antal omlægninger

Hos 60 af de 101 patienter fandt den første omlægning sted inden for 24 timer efter anlæggelsen.

Tabel 1. Antal omlægninger pr. patient inden for 72 timer
Omlagt en gang 86 patienter
Omlagt to gange 12 patienter
Omlagt tre gange 3 patienter

Årsager til omlægning

Hos nogle patienter var der flere årsager til omlægning af EDK’et. Utilstrækkelig smertedækning var imidlertid den hyppigste årsag og forekom hos 98 af de 101 patienter.

En anden årsag til omlægning var høj Bromage-score, som blev registreret hos 15 af de 101 patienter. Bromage-score anvendes til vurdering af graden af motorisk blokade i underekstremiteterne hos patienter med epidural smertebehandling. Skalaen går fra 0 til 3, hvor 0 angiver fuld bevægelighed i benene, 1 manglende evne til at løfte et strakt ben, 2 manglende evne til at flektere knæet og 3 manglende evne til at bevæge ankel og fod.

Derudover blev der hos 14 patienter registreret forskellige tekniske årsager til omlægning, herunder autoseponering, problemer relateret til epiduralinfusionspumpen (CADD-Solis) samt utilstrækkelig fiksering af kateteret. I flere tilfælde blev kateterets oprindelige placering desuden vurderet som en mulig medvirkende årsag til den utilstrækkelige analgetiske effekt. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis EDK’et var anlagt for højt eller lavt i forhold til det kirurgiske indgreb eller ikke var ført tilstrækkeligt langt ind i epiduralrummet.

Sygeplejefaglige tiltag

Nedenstående tabel viser de sygeplejefaglige tiltag, der blev iværksat forud for omlægning af et ikke-velfungerende EDK. Der kan være registreret flere interventioner for samme patient.

Kuldesensibilitetstest blev udført hos mere end 80 % af patienterne inden omlægningen. Hos lidt over halvdelen af patienterne blev EDK’ets funktion forsøgt forbedret ved administration af en bolus og/eller ved øgning af infusionshastigheden.

I cirka en tredjedel af tilfældene blev der foretaget træk i EDK’et eller administreret en testdosis*, mens ændring af medicinblandingen kun blev anvendt i få tilfælde.

Tabel 2a. Sygeplejefaglige tiltag udført ved de 101 patienter
Sygeplejefaglige handlinger Ja Nej
Kuldesensibilitets-test 81 20
Bolus givet 62 39
Øget infusionshastighed 64 37
Skift af medicinblanding 4 97
Tabel 2b. Lægefaglige tiltag udført ved de 101 patienter
Lægefaglige handlinger Ja Nej
Trækning af EDK* 29 72
Testdosis givet* 28 73
* Det er kun anæstesilægen der må trække i et EDK og give testdosis.

Dokumentation i EPJ

Den sygeplejefaglige dokumentation vedrørende EDK-behandling blev primært fundet i Sundhedsfaglige Indholdsområder (SFI’er) i EPJ.

Journalgennemgangen viste variation i dokumentationen. Centrale oplysninger om smerteintensitet, blokadens udbredelse, behandlingens effekt og udførte interventioner fremgik ikke konsekvent af de relevante SFI’er. Kun godt halvdelen af patienterne havde fået registreret en smertescore. Flere oplysninger var alene beskrevet i fritekstnotater og kunne derfor ikke identificeres ved systematisk dataudtræk. Disse oplysninger indgik derfor ikke i projektets datagrundlag.

Tabel 3. Antal registrerede data i EPJ.
Registrerede data Ja Nej
Vurdering af motorisk blokade 81 20
Epidural udbredning 66 35
Smertescore 53 48
Epiduralkateter, obs og pleje af 68 33

Diskussion

Resultaterne fra projektet stemmer overordnet godt overens med den anvendte litteratur, som fremhæver betydningen af effektiv postoperativ smertebehandling samt systematisk observation og vurdering af patienter med EDK [1, 4, 7, 8]. I projektet blev ca. 10 % af EDK’erne omlagt inden for 72 timer. Forekomsten var i samme størrelsesorden som rapporteret i andre studier [8]. Den hyppigste årsag til omlægning var utilstrækkelig smertedækning, hvilket understøtter behovet for en systematisk vurdering af patienten og optimering af den epidurale behandling, inden omlægning overvejes.

Projektet viste samtidig variation i de interventioner, der blev iværksat forud for omlægning, samt variation i registreringen af centrale sygeplejefaglige observationer og handlinger. Dette kan vanskeliggøre vurderingen af, om relevante tiltag er forsøgt, og om den epidurale behandling reelt er utilstrækkelig. Resultaterne peger derfor på et behov for at styrke den systematiske sygeplejefaglige vurdering og dokumentation for at tydeliggøre, hvilke observationer og interventioner der bør gennemføres, inden omlægning overvejes.

En styrke ved projektet er, at alle patienter med EDK i den undersøgte afdeling i en sammenhængende etårig periode indgik. Det retrospektive, journalbaserede design er imidlertid en begrænsning, da resultaterne er afhængige af kvaliteten og fuldstændigheden af den eksisterende dokumentation. Journalgennemgangen kan ikke afgøre, om manglende registreringer i de relevante SFI’er afspejler, at observationer og interventioner ikke blev udført, eller om de blev udført, men ikke blev dokumenteret. Resultaterne vedrørende dokumentationspraksis skal derfor fortolkes med dette forbehold. Den manglende dokumentation kan samtidig vanskeliggøre vurderingen af, hvilke sygeplejefaglige tiltag der faktisk blev foretaget forud for omlægning. Desuden blev projektet gennemført på ét hospital og én afdeling, hvilket begrænser resultaternes generaliserbarhed. Resultaterne kan dog anvendes som afsæt for lokal kvalitetsudvikling og kompetenceudvikling med henblik på en mere systematisk vurdering, dokumentation og håndtering af utilstrækkelig epidural smertebehandling.

Implikationer for praksis

Projektet viste at 1.080 patienter fik anlagt EDK, hvoraf 101 patienter (9,4 %) fik omlagt deres EDK inden for 72 timer. Desuden viste projektet et behov for en mere systematisk vurdering, optimering og dokumentation ved utilstrækkelig effekt af EDK’er. På baggrund af projektets resultater identificerede vi et udviklingspotentiale i håndteringen af patienter med ikke-velfungerende epiduralkateter. Resultaterne understregede særligt behovet for en mere struktureret tilgang til vurdering og optimering af samt dokumentation af behandlingen ved mistanke om et ikke-velfungerende EDK.

Udsprunget af overstående resultater har vi udviklet et flowchart, som skal understøtte en ensartet klinisk arbejdsgang og sikre, at relevante sygeplejefaglige og lægefaglige tiltag iværksættes, inden omlægning overvejes.

Flowchartet befinder sig i den afsluttende udviklingsfase og forventes inden for nær fremtid afprøvet på en eller to relevante kliniske afdelinger. Efter afprøvningsperioden vil erfaringerne blive evalueret, og nødvendige justeringer indarbejdet, inden den endelige version godkendes og implementeres.

En succesfuld implementering forudsætter målrettet formidling, undervisning og løbende opfølgning i de enkelte afsnit. Derudover forventes inddragelse af både sygeplejersker og læger i implementeringsprocessen at være afgørende for at skabe ejerskab og sikre en ensartet anvendelse af flowchartet i den kliniske hverdag.

For yderligere at styrke den sygeplejefaglige dokumentationspraksis ved patienter med ikke-velfungerende epiduralkateter vil det være relevant at gennemføre målrettet undervisning samt løbende lave audit af patientforløb. Disse tiltag kan bidrage til en mere ensartet dokumentation af observationer, interventioner og deres effekt, hvilket understøtter både patientsikkerheden og kvaliteten af den sygeplejefaglige indsats.

Referencer

  1. Ravn HB. Epidural smertelindring [Internet]. Sundhed.dk; 2024 Oct 31 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/undersoegelser/kirurgi/bedoevelse-og-smerter/epidural-smertelindring/
  2. Hansen TG. Opioider (anæstetika) [Internet]. Medicin.dk; 2026 May 6 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://pro.medicin.dk/Laegemiddelgrupper/grupper/223038
  3. Ravn HB. Anæstesi, epidural og spinal [Internet]. Sundhed.dk; 2024 Nov 13 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/kirurgi/tilstande-og-sygdomme/anaestesi/anaestesi-epidural-og-spinal/
  4. Region Nordjylland. Epidural smertebehandling – instruks til stamafdelingen [Internet]. 2024 Dec 9 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://pri.rn.dk/Sider/6530.aspx
  5. Aarhus Universitetshospital. Epidural smertebehandling på AUH [Internet]. Region Midtjylland; 2025 Jan 29 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://e-dok.rm.dk/app/collections/X90D63C1202F1151BC125865300374C2B
  6. Region Nordjylland. Epidural smertebehandling ved laparotomi – sygeplejeinstruks (G) [Internet]. Aalborg: Aalborg Universitetshospital; 2025 Sep 9 [cited 2026 Aug 14]. Available from: https://pri.rn.dk/Sider/30290.aspx
  7. Jose R, Greenlin L, Isac D, Yadav B, Joselyn AS. Epidural catheter migration in non-obstetric adult surgical patients: a prospective, observational, cohort study. Indian J Anaesth. 2023;67(6):509-514. doi:10.4103/ija.ija_830_22.
  8. Andersen JDH, Khridina I, Kristensen DL, Holler CP, Rowbotham M, Aasvang EK. Failed epidural after upper abdominal laparotomy in chronic pain patients with opioid use – a retrospective case control study. Scand J Pain. 2026;26(1):20260017. doi:10.1515/sjpain-2026-0017.
  9. Brogly N, Valbuena Gómez I, Afshari A, Ekelund K, Kranke P, Weiniger CF, et al. ESAIC focused guidelines for the management of the failing epidural during labour epidural analgesia. Eur J Anaesthesiol. 2025;42(2):96-112. doi:10.1097/EJA.0000000000002108
  10. Friesgaard Christensen K, Nikolajsen L. Postoperativ smertebehandling af ældre patienter. Ugeskrift for Læger. 2013;175(41):2414-2417.
  11. Duelund S, From A, Bastrup L. Smerteteam inddrager patienter med kroniske smerter i postoperativ smertebehandling. Sygeplejersken. 2014;14:76-80.

Anne-Mette Søndergaard Nielsen, Smertesygeplejerske, RN, SD, Aarhus Universitetshospital, Bedøvelse og Operation Syd, Smerteteamet, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N, tlf.: 23652736, annemsen@rm.dk

Andreas Gammelby Schiellerup, Læge, Aarhus Universitetshospital, Blodsygdomme,  ANDSCE@rm.dk

En særlig tak rettes til Smerteteamet på Aarhus Universitetshospital for værdifuld gennemlæsning, faglig sparring og konstruktive input i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen.

Del artiklen:

- Annonce -
- Mobil annonce -