Hjem » HIGHLIGHT » En weekend i Riga – Intensivsygepleje i et europæisk perspektiv
10. april 2026
En weekend i Riga - Intensivsygepleje i et europæisk perspektiv
Mødet med det lettiske sundhedsvæsen
Som en del af mit bestyrelsesarbejde i FSAIO deltog jeg i marts måned, i
EfCCNa Council Meeting i Riga. Deltagelsen skete i min fritid, men giver til gengæld en unik
mulighed for at få indblik i, og bidrage til forståelsen af hvordan intensivsygepleje organiseres
og udvikles på tværs af Europa.
Jeg tog hjemmefra før København var rigtig vågen fredag morgen. Da jeg ankom i Riga tog
jeg direkte ud til Pauls Stradiņš Clinical University Hospital, hvor den lettiske repræsentant
havde arrangeret hospitalsbesøg. Her fik vi en rundvisning i intensiv- og
anæstesiafdelingerne og et indblik i en hverdag, der på flere måder adskiller sig fra den
danske. Dokumentationen er fortsat papirbaseret, selvom der er et tydeligt ønske om
digitalisering blandt sygeplejerskerne. Samtidig arbejder de 12- eller 24-timers vagter, de har
ofte ansvar for flere patienter ad gangen og mange sygeplejersker varetager mere end en
fuldtidsstilling af gangen.
Noget af det, der især gjorde indtryk på mig, var forskellene i mobilisering. Mobilisering til stol
er ikke en fast del af praksis, mens fysioterapeuter dagligt arbejder med siddende balance og
standfunktion. Omvendt var det inspirerende at se, hvordan patienter systematisk følges op
af en intensivsygeplejerske 12, 24 og 48 timer efter udskrivelse fra intensiv til sengeafsnit.
Selvom sundhedsvæsenet og uddannelsesvejene adskiller sig fra Danmark, genkender vi
flere fælles udfordringer. Der investeres betydeligt i oplæring i det offentlige, samtidig med at
mange specialiserede sygeplejersker efterfølgende søger mod private hospitaler og klinikker.
I Letland er anæstesi og intensiv desuden samlet som ét speciale, hvilket giver et andet
udgangspunkt for kompetenceudvikling.
EfCCNa Council Meeting
Lørdag deltog jeg i mit første ”Council meeting”. Som ny brugte jeg en del energi på at få overblik over organisationen, arbejdsgrupper og de mange initiativer, der er i gang. Det blev tydeligt, hvor meget der arbejdes med fælles europæiske dagsordener inden for uddannelse, kompetencer og klinisk praksis.
Søndag arbejdede vi videre i mindre grupper med fokus på blandt andet uddannelse, kliniske kompetencer, beslutningstagning og workforce-udfordringer. Vi blev også opdateret på aktuelle europæiske initiativer som COST Action SAFE ICU, ESNO og INDICATE. Jeg er selv blevet en del af en arbejdsgruppe, der arbejder med data om intensivsygeplejerskers arbejdsstyrke i Europa – et område, der har stor betydning for fremtidig planlægning og fastholdelse.
Søndag aften gik turen hjem igen. Med mig havde jeg ikke bare ny viden, men også en
tydelig oplevelse af, hvor mange fælles udfordringer vi står med og hvor vigtigt det er at lære
af hinanden på tværs af de europæiske lande. Det er perspektiver, jeg tager med tilbage i mit kliniske arbejde og i mit fortsatte engagement i FSAIO og udviklingen af intensivsygeplejen.
Redigeret af Ansvarshavende Redaktør Louise Linding