En samlet redaktion fra PEEPtalk deltog i FSAIO’s forårskonference den 17. og 18.marts på Comwell i Køge.
Over 100 sygeplejersker og udstillere var samlet til et par gode dage, med fokus på sygeplejen på tværs af alle tre specialer. Der var, udover faglige oplæg, også posterpræsentationer og generalforsamlinger for både FSAIO og PEEPtalk.
Hvorfor tale om fagidentitet?
Ingrid Poulsen, professor i klinisk sygepleje, Amager og Hvidovre Hospitaler
Ingrid, forsker bl.a. i missed nursing care, startede konferencen med et oplæg om, hvorfor det stadig er relevant at tale om fagidentitet. Ingrid beskrev hvordan fagidentitet påvirker hvordan sygeplejersker forstår sig selv.
- Former handlinger, prioriteringer og etik
- Et relevant ift. kerneopgaver, nye roller og krav
- Skabes og udfordres og ikke er en statisk størrelse
Der blev præsenteret et bud på hvordan begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC) kan give svar på identitetsudfordringer i en presset klinisk praksis. Via FoC’s tre dimensioner, kan fagidentiteten styrkes. Dette blandt andet ved at:
- Genindsætte relationen som central for sygeplejerskers virke
- Give et systematisk sprog for omsorg, hvilket er vigtigt i en travl hverdag med fokus på produktion
- Synliggøre det grundlæggende i vores fag og det som ingen andre gør.
Det nye spil om Fundamentals of Care, kan hjælpe klinikere i praksis med at nå ind til kernen i deres virke og arbejde systematisk med Fundamentals of Care.
Betydningen af sense of coherence i et perioperativt forløb
Dorthe Hasfeldt-Hansen, anæstesisygeplejerske, cand.cur., ph.d., postdoc, Odense Universitetshospital
Oplægget tog afsæt i en undren over kulturen ift. støj i operationsstuen. Et litteraturstudie påviste at støj på operationsstuen påvirker personalets performance negativt, særligt i situationer med høje krav til koncentration, mens patientperspektivet er mindre belyst.
Studier med både spørgeskemaer og objektive støjmålinger viste, at få patienter oplever støj som generende, og at der ikke er sammenhæng mellem det målte støjniveau og patienternes oplevelse af støj.
Dette førte til inddragelse af Antonovskys begreb sense of coherence, som beskriver individets evne til at forstå, håndtere og finde mening i livet generelt. Resultaterne viste en tydelig sammenhæng mellem lav sense of coherence og øget oplevelse af støj og stress, uafhængigt af det faktiske støjniveau.
Der blev samtidig påvist en signifikant sammenhæng mellem lav sense of coherence og øget smerteoplevelse samt højere opioidforbrug postoperativt.
I et efterfølgende studie blev sense of coherence undersøgt som prædiktor for det postoperative forløb, hvor der fandtes en klar sammenhæng mellem lav sense of coherence og dårligere quality of recovery både dag 2 og dag 7 efter operation.
Oplægget pegede på, at patienters oplevelse af det perioperative forløb i højere grad afhænger af individuelle ressourcer end af ydre faktorer som støj. Samtidig blev det fremhævet, at sygeplejersker ofte kan identificere sårbare patienter tidligt i forløbet, hvilket åbner for målrettet støtte og differentieret kommunikation.
Afslutningsvis blev der peget på behovet for yderligere forskning i, hvordan patienter med lav sense of coherence kan identificeres og understøttes i klinisk praksis.
Pårørendes søvn under indlæggelse på intensivafdeling
Julie Tolstrup Dababneh, Hjertemedicinsk intensiv afdeling, Rigshospitalet
Oplægget belyste, hvordan pårørende til intensivpatienter befinder sig i en akut krisetilstand, hvor mortaliteten for hjertemedicinske patienter er omkring 50 %, sammenlignet med ca. 40 % nationalt. Pårørende fungerer ofte som patientens talerør, da patienten er sederet, og en væsentlig andel har desuden været eksponeret for traume før indlæggelsen, eksempelvis ved genoplivning i hjemmet.
Der blev sat fokus på Post-Intensive Care Syndrome – Family (PICS-F), hvor pårørende har øget risiko for angst, depression, PTSD og komplicerede sorgreaktioner, men hvor deres behov ofte er sekundært prioriteret i klinisk praksis.
Et mixed methods-studie viste udbredt søvnmangel blandt pårørende, men samtidig lav bekymring for egen søvn. Dette peger på et paradoks, hvor søvn nedprioriteres til fordel for fokus på patientens overlevelse, på trods af at søvnmangel påvirker emotionel regulering, beslutningsevne og coping.
Der tegnede sig to mønstre: Pårørende med struktur i hverdagen havde bedre søvn og overblik, mens andre befandt sig i et mere kaotisk forløb med vedvarende stress og markant dårligere søvn.
Oplægget pegede på, at generelle opfordringer som “husk at passe på dig selv” er utilstrækkelige. I stedet er der behov for konkret og handlingsanvisende støtte fra sundhedsprofessionelle, herunder hjælp til struktur, tydelig vejledning og tryghedsskabende tiltag.
Afslutningsvis blev der peget på behovet for interventionsstudier, der kan undersøge, hvordan målrettede sygeplejeindsatser kan forbedre pårørendes trivsel og søvn.
Resultaterne er baseret på oplægget og inkluderer data fra endnu ikke publicerede studier.
Nærværende relationer i en kompleks perianæstesiologisk kontekst
Jette Nørbjerg, anæstesisygeplejerske, cand.cur., Holbæk Sygehus
Oplægget tog afsæt i et kandidatspeciale fra 2023, som gennem en kvalitativ interviewundersøgelse belyser anæstesisygeplejerskers oplevelser af nærvær, tillid og professionelle relationer i en kompleks perioperativ kontekst.
Med afsæt i den etiske fordring blev relationen til patienten fremhævet som et grundlæggende ansvar, hvor anæstesisygeplejersken både påvirker og påvirkes af mødet med patienten. Samtidig blev der peget på et spændingsfelt mellem stigende fokus på produktion og flow og ønsket om personcentreret sygepleje.
Tidligere forskning viser, at sygeplejersker ønsker at arbejde personcentreret, men oplever udfordringer i implementeringen. Patienter oplever generelt god behandling, men føler sig ikke altid set som hele mennesker eller inddraget i eget forløb.
Specialet identificerede seks centrale temaer, herunder udvikling som sygeplejerske, balancen mellem nærvær og teknisk fokus, tidspres og produktionstænkning, rollen som patientsadvokat samt oplevelse af etisk forpligtelse.
Resultaterne peger på, at nærvær og tillidsfulde relationer er centrale i anæstesisygeplejen, men at der eksisterer betydelige barrierer. Disse knytter sig både til organisatoriske rammer, kultur og arbejdsvilkår samt til den sygeplejefaglige identitet og forventningen om at kunne håndtere flere opgaver simultant.
Oplægget fremhævede desuden, at såkaldte affektive kompetencer, såsom evnen til at “have øjne i nakken” og være flere steder på én gang, både kan fungere som en styrke og som en potentiel barriere for reelt nærvær.
Afslutningsvis blev det understreget, at personcentreret omsorg bør sidestilles med behandling, og at der er behov for øget ledelsesmæssig prioritering, refleksion i praksis samt styrkelse af de relationelle kompetencer i den perianæstesiologiske kontekst.
Har vi brug for Hazing?
Anette Kagaard Kristensen, klinisk sygeplejespecialist, Ph.d. Afdeling for bedøvelse, operation og traumecenter, Rigshospitalet.
Hazing er en uofficiel, midlertidig socialiseringsproces, der foregår parallelt med den formelle onboarding. Den varer typisk op til 6 måneder og fungerer som et overgangsritual, hvor nyansatte gradvist vurderes og enten inkluderes eller ekskluderes af arbejdsgruppen. I medierne har der omtalt flere episoder med hazing f.eks. Herlufsholm: optagelses ritualer og senest omkring lærlinge. I modsætning til mobning er hazing tidsbegrænset og deeskalerende, men kan stadig være dybt belastende.
Hazing kendetegnes ved, at der ikke er en formel ansvarlighed eller struktur og drives af medarbejdergruppens behov for sikkerhed, kontrol og magt og udføres ikke af enkelte i gruppen.
Der findes 5 former for Hazing og de varierer i intensitet og konsekvens:
- Social isolation – nyansatte ignoreres eller anerkendes ikke personligt.
- Opgaverelateret hazing – overdreven kritik, rigid krav om at gøre tingene “som vi plejer”.
- Infantiliserende hazing – nedværdigende skældud, der får voksne til at føle sig som børn.
- Testhazing/quizzering – gentagne prøver og spørgsmål, der skaber konstant eksamensstress.
- Fysisk hazing – sjælden, men alvorlig; fx afvisning eller fysisk pres.
Hazing udspringer også af medarbejdergruppens frygt for at miste status eller opgaver og det betyder at der kan være internaliserende normer om, at nye skal kunne tåle mosten. Der er også et magtspil for at teste den nyansattes loyalitet, og sladder kan bruges som social kontrol og disciplinering. Det skaber en mistillidskultur, hvor hård behandling normaliseres og det bekræftes, hvis nyansatte rejser.
Hazing har markante negative effekter som f.eks. stress, ensomhed, selvisolation men også følelser af uretfærdighed og ydmygelse. Det kan øge sygefraværet og personaleudskiftning.
- Hazing stammer fra engelstk to haze, som betyder at ”plage, chikanere, udsætte nogen for hårdt og unødvendigt arbejde”. I dag kan begrebet defineres som “systematiske handlinger, hvor en gruppe pålægger nye medlemmer krænkende, ydmygende eller risikofyldte aktiviteter som betingelse for optagelse eller accept” (AI definition udfra Cambridge Dictionary)
Men det har også konsekvenser for organisationen f.eks. med dårlig omtale på sociale medier, en svækket professionel identitet hos nyansatte og lavere oplæring – og i sidste ende lavere patientsikkerhed.
For at forebygge hazing kræves, at ledelsen anerkender hazing som et problem og sikrer trygge rum for nyansatte til at dele oplevelser. Ledelsen skal sikre at der er god læringsorienteret vejledning samt at feedback foregår professionelt og i trygge rammer. Ledelsen skal intervenere tidlig for at stoppe en negativ kultur samt sikre at der udarbejdes og implementeres politikker mod Hazing.
Del artiklen:
Artiklen er skrevet af:
