Det 12. Anæstesisymposium bød på en række faglige oplæg, der spændte fra luftvejshåndtering og børneanæstesi til relationel omsorg, sedation og patientsikkerhed.På tværs af temaerne tegnede der sig et fælles fokus på kvalitet, samarbejde og systematik i anæstesiologisk praksis. Symposiet gav et samlet overblik over ny viden, konkrete anbefalinger og muligheder for videre udvikling, som kan styrke både det kliniske arbejde og det tværfaglige samarbejde i det daglige.
Direkte laryngoskopi versus videolaryngoskopi
v/Rasmus Winkel overlæge, HovedOrtoCenteret, Rigshospitalet
Oplægget fremhævede behovet for en mere struktureret og ensartet tilgang til akut luftvejshåndtering. Der blev præsenteret en fælles beslutning om at implementere de opdaterede retningslinjer fra Difficult Airway Society (DAS) og Canadian Airway Focus Group (CAFG) med det formål at reducere fejl ved akut intubation og styrke sikkerheden i de mest tidskritiske procedurer. Retningslinjerne skal skabe en fælles klinisk praksis, sikre tidligere identifikation af komplikationer og fremme korrekt anvendelse af kapnografi.
Et væsentligt fokuspunkt i oplægget var betydningen af både tilgængeligt udstyr og operatørernes fortrolighed med avancerede luftvejshjælpemidler. Videolaryngoskoper og supraglottiske luftveje skal være let tilgængelige i akutte settings, og deres anvendelse skal forankres i undervisning såvel som i daglig praksis. Systematisk monitorering af udstyrsbrug og luftvejshændelser blev desuden fremhævet som et centralt element i kvalitetsudvikling.
Der blev lagt særlig vægt på tidlig eskalation og hurtig tilkaldelse af støtte ved håndtering af den vanskelige luftvej. Oplægget betonede behovet for situationsbestemt udstyrsanvendelse, herunder videolaryngoskopi som anbefalet førstevalg i en række højrisko-situationer. Ensartet adgang til dette udstyr på tværs af afdelinger blev fremhævet som en forudsætning for sikker klinisk praksis. Samtidig blev det understreget, at tidlig genkendelse af tegn på en potentiel vanskelig luftvej – eksempelvis atypiske kapnografiforløb eller gentagne intubationsforsøg – er afgørende for at undgå uerkendte fejlintubationer. Dette gør kapnografitolkning til et vigtigt fokusområde i både uddannelse og audit.
Afslutningsvis blev nye kvalitetssikringsinitiativer præsenteret, herunder standardiseret hændelsesrapportering og tværfaglige audits. Målet er at styrke en kultur præget af transparens, systematisk læring og kontinuerlig forbedring på tværs af anæstesiafdelinger.
Oplægget samlede en helhedsorienteret strategi, hvor guidelineimplementering, udstyrsoptimering, kompetenceudvikling og løbende kvalitetsmonitorering tilsammen skal styrke patientsikkerheden i håndteringen af den akutte og vanskelige luftvej.
Lost in translation
v/Anja Bergmann, anæstesisygeplejerske, HovedOrtoCenteret, Rigshospitalet
Oplægget omhandlede, hvordan sprogbarrierer påvirker patientsikkerhed og kvaliteten af plejen, og pegede på betydelige udfordringer i den nuværende praksis. Manglende adgang til tolke og utilstrækkelig brug af tolkebistand øger risikoen for fejl i patientkommunikationen, hvilket især ses i mødet med patienter uden dansk- eller engelskkundskaber. Det blev fremhævet, at sygeplejersker ofte står alene med ansvaret for at håndtere sprogvanskeligheder, hvilket skaber usikkerhed og øger risikoen for fejldiagnosticering og utilstrækkelig behandling.
Studier viser, at patienter med sprogbarrierer har markant højere risiko for komplikationer, herunder infektioner, tromboser og mangelfuld smertebehandling. Manglende dokumentation af patienternes sprog- og tolkebehov forværrer udfordringen og gør det vanskeligt at planlægge sikre patientforløb. Deltagerne understregede, at brugen af uformelle tolke – eksempelvis servicepersonale eller pårørende – er uacceptabel og kan kompromittere både kvalitet og fortrolighed. Professionel tolkning bør være standard især ved alvorlig eller kompleks information.
Oplægget belyste også behovet for kulturel forståelse og omtanke i mødet med patienter fra forskellige baggrunde. Forenklede kulturelle forestillinger kan føre til fejlvurderinger af patienternes behov, eksempelvis i relation til smerteudtryk. En bevidst og nuanceret tilgang kan derimod styrke kvaliteten af plejen og sikre mere ligeværdige møder.
Der blev samtidig peget på strukturelle problemer i afdelingerne, herunder manglende retningslinjer, uklar ansvarsfordeling og utilstrækkelig ledelsesopbakning. Deltagerne efterlyste systematiske løsninger som tydelig registrering af tolkebehov i præoperative skemaer, bedre dokumentation i journalerne og udarbejdelse af lokale handleplaner. Digitale værktøjer som oversættelsesapps kan fungere som støtte i simple situationer, men kan ikke erstatte professionelle tolke og kræver personale, der er opmærksom på teknikkens begrænsninger.
Optimal ekstubation af førskolebarnet
v/Tina Kørting, børneanæstesisygeplejerske, Aarhus Universitetshospital
I o
Manglen på fælles retningslinjer og variationer i praksis blev fremhævet som en væsentlig udfordring. Teams arbejder ofte forskelligt, udstyr er ikke altid forberedt, og rollefordelingen er ikke tydeligt aftalt. Det øger risikoen for forsinkelser og fejl i kritiske situationer, hvor barnet allerede befinder sig i en sårbar tilstand. Uensartethed i procedurer kan derfor direkte påvirke patientens sikkerhed.
Oplægget understregede, at styrket teamkoordination og klar rollefordeling er afgørende for en sikker ekstubation. Når lægen har primært ansvar for luftvejen, og sygeplejersken håndterer medicin og doser, skabes der ro og overblik. Fælles gennemgang af udstyr, medicin og akutte doser – gerne både i enheder og milliliter – reducerer risikoen for beregningsfejl hos små børn. Samtidig blev det anbefalet, at alle relevante telefonnumre og nødudstyr klargøres på forhånd for at sikre hurtig hjælp, hvis komplikationer opstår.
En af de mest centrale anbefalinger i oplægget var implementeringen af modeller som Just-in-Time og R2D2, som står for “Risk, Ready, Do og Disstarts” i forberedelsen. Disse strukturerede værktøjer hjælper teamet med at gennemgå risici, udstyr, kompetencer og timing inden ekstubation. Modellerne sikrer, at ingen kritiske trin springes over, og at alle i teamet har et fælles mentalt billede af planen. Erfaringer fra både danske og internationale studier viser, at denne systematiske tilgang kan reducere komplikationer markant.
Oplægget fremhævede også værdien af små, men effektive forbedringer i udstyr og lejring. Brug af ergonomiske puder til at understøtte barnets hoved og skuldre blev præsenteret som en enkel intervention, der øger både komfort og sikkerhed. Endvidere blev lommekort med tjeklister for ekstubation fremhævet som et praktisk værktøj til at holde fokus under hele forløbet – fra forberedelse til monitorering efter ekstubation.
Kommunikation og teamwork blev afslutningsvis præsenteret som bærende elementer. For mange personer i rummet, uklare meldinger og manglende fælles planlægning kan true patientsikkerheden. Sygeplejerskers aktive deltagelse i risikovurdering og vidensdeling blev fremhævet som særlig værdifuld, da de ofte fanger detaljer og potentielle problemer tidligt. En kultur med åben kommunikation, fælles ansvar og klare procedurer er afgørende for at forebygge komplikationer hos børn.
Human Factor Skills position i traumeteamsimulation og transfer til
klinisk praksis
v/Karin Lauridsen Klinisk sygeplejespecialist, Sjællands Universitetshospital
Oplægget fremhæver, at Human Factor Skills (HFS) er afgørende for traumeteamets samarbejde, men systematisk undervurderes i simulationstræning, hvor tekniske færdigheder dominerer. Et studie med observationer, spørgeskemaer og fokusgrupper blandt 79 deltagere viser, at HFS sjældent indgår som tydelige læringsmål, og at debriefing primært fokuserer på fakta frem for refleksion. Rollen som facilitator samt struktur og klarhed omkring træningen varierer betydeligt, hvilket hæmmer læring og tryghed.
Oplægget anbefaler derfor tydeligere læringsmål, styrket forberedelse, øget pædagogisk kompetence blandt trænere og bedre organisatorisk opbakning. Systematiske værktøjer som T-NOTECH og registrering af simulationsdeltagelse foreslås for at sikre, at HFS bliver en integreret og anvendelig del af både træningen og den kliniske praksis.
Sedationsdybde og postoperativ delirium hos ældre ortopædkirurgiske
patienter
v/Vibeke Steenberg Jensen, anæstesisygeplejerske, Amager og Hvidovre Hospital.
Oplægget præsenterede sammenhængen mellem sedationsdybde og postoperativ delirium hos ældre ortopædkirurgiske patienter og pegede på et markant behov for en mere systematisk, evidensbaseret tilgang i klinisk praksis. Den demografiske udvikling viser, at antallet af borgere over 80 år næsten fordobles frem mod 2050, hvilket stiller nye krav til individualiseret behandling af en voksende og sårbar patientgruppe.
Postoperativ delirium blev fremhævet som en væsentlig komplikation blandt ældre kirurgiske patienter. Op til halvdelen udvikler delirium efter operation, og risikoen stiger til 80 procent hos patienter med kognitive udfordringer. Delirium medfører længere indlæggelse, funktionstab og øget mortalitet og repræsenterer derfor både en klinisk og organisatorisk udfordring.
Oplægget præsenterede evidens for, at sedationsdybden har afgørende betydning for deliriumrisikoen. Tre studier viser, at let sedation reducerer forekomsten af postoperativ delirium med omkring 50 procent sammenlignet med dyb propofol-sedation hos patienter over 65 år. Det blev understreget, at sedationsniveauet, ikke den totale propofoldosis, er den mest kritiske faktor. Monitorering med BIS eller MOASS score (Modified Observer’s Assesment of Alertnes/Sedation Scale) blev anbefalet som standard for at sikre målrettet sedation.
På baggrund af dette fremlagde Vibeke planer om at udvikle en ny sedationsvejledning, der skal skabe mere ensartet praksis og sikre bedre behandling af sårbare patienter. Vejledningen skal omfatte både farmakologiske og non-farmakologiske tiltag samt en differentieret tilgang baseret på patienternes individuelle behov. Alternative sedationsmidler fra intensivområdet overvejes som supplement til nuværende praksis.
Tværfagligt samarbejde blev identificeret som afgørende for forebyggelse af delirium. Øget koordinering mellem anæstesiafdeling og sengeafsnit kan styrke forberedelsen af skrøbelige patienter og sikre tydelig rollefordeling. Oplægget fremhævede desuden betydningen af angsthåndtering, præmedicin, og tidlig involvering af anæstesilæger for at reducere risikoen for komplikationer.
Samlet præsenterede oplægget en fremadrettet strategi, hvor sedationsoptimering, monitorering, struktureret vejledning og tværfagligt samarbejde skal styrke patientsikkerheden og forbedre postoperative resultater for ældre ortopædkirurgiske patienter.
Hvor er sygeplejen i anæstesisygeplejen
v/Lene G. Mortensen, klinisk udviklingssygeplejerske, Regionshospitalet Horsens
Lene satte fokus på anæstesisygeplejerskers centrale rolle i at balancere tekniske færdigheder med relationel omsorg i en travl og kompleks operationskontekst. Projektet viste, at den relationelle dimension – særligt omsorg, nærvær og beskyttelse af patientens værdighed – fortsat er en kerneværdi i anæstesisygeplejen. Samtidig oplever sygeplejersker, at effektiviseringskrav, tidspres og uforudsete afbrydelser udfordrer deres mulighed for at udøve omsorg på et fagligt tilfredsstillende niveau.
Manglende forberedelsestid og uro i operationsstuen påvirker både sygeplejerskernes faglige selvtillid og kvaliteten af patientkontakten. Forberedelse af flere scenarier, ro i arbejdsrummet og et klart fokus på planlægning blev fremhævet som afgørende for at understøtte både tekniske og relationelle opgaver. Det asymmetriske forhold til den bedøvede patient stiller høje krav til anæstesisygeplejerskernes etiske bevidsthed, da de fungerer som patientens advokat i situationer, hvor patienten ikke selv kan varetage sine behov.
Afslutningsvis blev der peget på behovet for kulturændringer, bedre tværfagligt samarbejde og en tydeligere prioritering af relationelle opgaver i afdelingen. Projektet giver dermed et fagligt grundlag for at arbejde videre med implementering af relationel omsorg som en ligeværdig del af anæstesisygeplejen – i tråd med strategiske mål om sammenhæng, menneskelig nærhed og høj faglig kvalitet
Del artiklen:
Artiklen er skrevet af:
