Fra den 10. til 12. september satte Croke Park Stadion i Dublin rammerne for ICPAN 2025.

Med ord som collaborate, meet, share, learn, grow, celebrate og evolve bød Cora Brennan konferencedeltagerne velkommen, og åbningen blev markeret med en varm irsk modtagelse med irsk folkemusik og riverdance, som skabte en livlig og festlig stemning.

Konferencen bød bl.a. på et stærkt program med tre fremtrædende keynote speakers:

Dr. Imran Ahmad – Consultant Anaesthetist, Guy’s and St Thomas’ NHS Trust, London

Dr. Ahmad er internationalt anerkendt ekspert i svær luftvejshåndtering og tidligere præsident for Difficult Airway Society (DAS). Sammen med Eva Jacovou præsenterede han den banebrydende High Risk Airway Clinic, et innovativt koncept, der systematisk identificerer, vurderer og forbereder patienter med høj risiko for luftvejsproblemer. Klinikken kombinerer avanceret teknologi, tværfagligt samarbejde og individualiseret planlægning for at øge sikkerheden, reducere komplikationer og styrke patientsikkerheden. Initiativet viser, hvordan struktureret tilgang og teamwork kan sætte nye standarder for håndtering af komplekse luftveje.

Prof. Ellen O’Sullivan – Consultant Anaesthesiologist, St James’s Hospital, Dublin

Prof. O’Sullivan, en internationalt anerkendt kapacitet inden for luftvejshåndtering, arbejder også med uddannelsesprojekter i lav- og mellemindkomstlande. I sit oplæg pegede hun på de vigtigste tendenser frem mod 2025: Stærk evidens for videolaryngoskopi, men fortsat behov for at afklare, hvilken teknologi der er mest effektiv. De nye PUMA-retningslinjer (https://www.universalairway.org/) understreger betydningen af både videolaryngoskopi og universel kapnografi. Hendes budskab var klart: Følg retningslinjerne, brug 2. generations supraglottiske luftvejsenheder, implementér kapnografi bredt, og styrk træning, simulation og tværfagligt samarbejde.

Dr. Nick Eustace – Consultant Anaesthesiologist, Children’s Health Ireland (CHI) Dublin.

Dr. Eustace er specialist i pædiatrisk intensiv terapi med særlig ekspertise i Malign Hypertermi, en sjælden, men livstruende reaktion på visse anæstesimidler. Han arbejder aktivt med udvikling af protokoller og træning, der forbedrer patientsikkerheden, og hans oplæg gav et indblik i både kliniske erfaringer og evidensbaserede tiltag for at øge opmærksomhed på risiko-patienter.

Roseann Murray – “Operation Preparation”

Roseann Murray præsenterede sin podcast-serie “Operation Preparation”, produceret på St. James Hospital i Dublin. Serien, nu i sin anden sæson, fungerer som et forberedelsesværktøj til patienter, der skal opereres, og tager relevante temaer op på et generelt niveau. Målet er at give alle patienter – uanset operationstype – en forståelig og praktisk introduktion til deres kommende kirurgiske indgreb.

Rachel Walker fra Amsterdam præsenterede sit projekt om brug af kunstig intelligens i undervisning. Målet er at sikre ensartet og tilgængelig læring for alle sundhedsprofessionelle – et skridt mod mere inkluderende og effektiv kompetenceudvikling.

Konferencen bød på en række mindre sessions med høj relevans for den kliniske hverdag – her er enkelte eksempler:

  • Overlevering fra OP til OPV
  • Shivering og håndtering af kulderystelser
  • Præ-operativ opvarmning
  • Sikker kirurgi og patientflow

Danmark i front

Danmark var ikke blot til stede – vi var synlige! Med fire mundtlige præsentationer og hele 16 posters, satte danske sygeplejersker et markant aftryk på konferencens faglige indhold.

Vi har samlet en oversigt her (Danske Bidrag på ICPAN 2025) over alle de danske bidrag, så du kan få et indblik i de projekter, der lige nu præger anæstesi, intensiv og opvågningssygeplejen i Danmark.

Konferencen blev rundet af med rundbordssamtaler på tværs af nationaliteter, hvor emner som pårørende i opvågning, besøgstider og barrierer for udviklingsprojekter blev diskuteret. En stærk afslutning på en konference, der både favnede det globale og det nære.

ICPAN 2025 i Dublin samlede internationale perioperativsygeplejersker til læring, netværk og fejring af faglig udvikling – med fokus på både patientcentreret praksis og innovation inden for anæstesi- og perioperativ pleje.

Del artiklen:

Artiklen er skrevet af:

Carsten M. Pedersen

Carsten M. Pedersen

Faglig redaktør
www.peeptalk.dk

Klinisk Sygeplejespecialist, Anæstesisygeplejerske, SD, cand. cur
Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling
Hjertecentret
Rigshospitalet

Læs mere fra forfatteren
- Annonce -
- Mobil annonce -