Indledning

En systematisk gennemgang og meta-analyse belyser, hvordan størrelsen på endotrakealtuben påvirker patientens oplevelse efter operation. Resultaterne tyder på, at mindre tuber kan mindske postoperativt ubehag – uden at gå på kompromis med sikkerheden.

Efter nedenstående abstrakt findes direkte link til fuldtekst af artiklen ”Endotracheal Tube Sizes During Surgical Procedures in Adult Patients. A Systematic Review With Meta-Analyses and Trial Sequential Analyses” som er publiceret i Acta Anaesthesiologica Scandinavica: Volume 69, Issue 6. July 2025.

Baggrund:

Selvom endotrakeal intubation har været anvendt i mange år, har der været begrænset fokus på de komplikationer der kan være forbundet med intubation samt de fordele og ulemper der kan være forbundet med valget af tubestørrelser. Denne litteraturgennemgang har til formål at undersøge den eksisterende litteratur med henblik på at kunne vurdere potentielle fordele og ulemper ved at vælge forskellige tubestørrelser til voksne patienter, der får generel anæstesi ved elektive kirurgiske indgreb.

Metoder:

PRISMA-retningslinjerne (Preferred Reporting Items for Systematic Reviews and Meta-analyses) blev fulgt under udarbejdelsen. Det primære outcome var andelen af deltagere med ondt i halsen efter intubation postoperativt. Sekundære outcomes var andelen af deltagere med postoperativ hæshed efter intubation, re-intubationer, luftvejsskade forårsaget af intubationen eller af brugen af instrumenter relateret til intubationen, bivirkninger og alvorlige bivirkninger. Der blev foretaget en omfattende søgning i CENTRAL, OVID og EMBASE. Den sidste søgning blev udført den 10. februar 2025 og inkluderede udelukkende randomiserede kliniske forsøg. Meta-analyser, Trial Sequential Analyser (TSA) og vurdering af anbefalingernes evidens styrke blev udført.

Resultater:

Søgningen identificerede 20.860 artikler, hvilket resulterede i 45 fuldtekstscreeninger. Efter yderligere eksklusioner opfyldte seks forsøg inklusionskriterierne, med i alt 917 patienter. De udførte meta-analyser for mindre versus større tubestørrelser fandt en signifikant reduktion i forekomsten af ondt i halsen til fordel for mindre tuber efter 1 og 24 timer postoperativt samt for postoperativ hæshed 1 og 24 timer postoperativt. Der blev ikke fundet nogen signifikant forskel mellem mindre og større tubestørrelser for bivirkninger og luftvejsskade. Ingen Trial Sequential analyser opnåede den krævede informationsmængde, men Z-kurven krydsede den øvre grænse, hvilket indikerer en pålidelig signifikans. Alle inkluderede forsøg havde høj risiko for bias og meget lav til moderat evidenskvalitet.

Konklusion:

Resultaterne antyder, at valg af en mindre tubestørrelse ved endotrakeal intubation potentielt kan forbedre patientkomfort og restitution. På grund af den høje risiko for bias og meget lav til moderat evidensstyrke er der behov for mere robust, høj-kvalitets forskning på området.

Del artiklen:

- Annonce -
- Mobil annonce -